Børn hjælper børn i den gode sags tjeneste
6.C på Bakkeskolen i Hørning bagte kager til fordel for Børns Vilkår
Der hvirvlede mel, kagekrymmel og andet godt om ørerne på lærere og elever på Bakkeskolen i Hørning.
Skolens 6. C klasse bagte kager i den gode sags tjeneste, og kagerne blev senere på dagen solgt til forældre og andre, der lagde vejen forbi.
Kagebageriet skete som en del af Børns Vilkårs event ’Bag for BørneTelefonen.’ Fra denne uge og frem til slut december vil der blive bagt og solgt kager rundt omkring på skoler og institutioner i hele Danmark.
Børnene synes, at det er sjovt at få et afbræk fra undervisningen.Louise Laursen, lærer i 6.C.
Over 66.000 børn har meldt sig til at bage for BørneTelefonen, som drives af Børns Vilkår. Pengene, som børnene tjener på at sælge deres bagværk, går til drift og udvikling af BørneTelefonen, så endnu flere børn kan komme igennem til en rådgiver.
Lærer på Bakkeskolen, Louise Laursen, er glad for, at eleverne har taget så godt imod initiativet:
»Børnene synes, at det er sjovt at få et afbræk fra undervisningen og stikke fingrene i kagedejen nogle timer. At de gør det for en god sag, gør kun oplevelsen endnu bedre. Det, synes de, er godt og meningsfuldt,« siger Louise Laursen.
Sidste år havde BørneTelefonen 52.070 rådgivningssamtaler med børn og unge, der havde det svært. Familieforhold var det emne, der fyldte mest. Telefonen har eksisteret siden 1987 og har åbent alle dage året rundt – fra november bliver den døgnåben.