Ingen mødregrupper: Derfor har Skanderborg Kommune sløjfet dem
I flere år har Skanderborg Kommune fravalgt at oprette mødregrupper til nye forældre. Årsagen skal findes i nye familietyper.
Carina Dyreborg Prips anden barsel blev langt fra, som hun havde forventet. Da hun blev mor første gang, brugte hun meget tid sammen med sin mødregruppe. For at dele tanker, frustrationer og oplevelser, men den mulighed var der ikke anden gang.
I Skanderborg Kommune har vi et ønske om at henvende os til begge forældre fremfor kun til moderen.Trine Frengler, Formand for Undervisnings- og Børneudvalget.
»Efter jeg fik mit andet barn, forsøgte jeg flere gange at finde en mødregruppe. Jeg skrev på flere Facebook-grupper, jeg var til babysalmesang og spurgte de andre deltagere, og jeg spurgte min sundhedsplejerske, men alt sammen uden held. På et tidspunkt gav jeg op,« siger Carina Dyreborg Prip, der håber, at Skanderborg Kommune vil genoverveje at etablere mødregrupper.
Forskellige familieformer
Men der er en konkret årsag til, at mødregrupper ikke længere er et tilbud i kommunen, lyder det fra Trine Frengler, formand for Undervisnings- og Børneudvalget.
»Beslutningen blev truffet for år tilbage, men jeg er enig i den, for det er, fordi vi i Skanderborg Kommune har et ønske om at henvende os til begge forældre fremfor kun til moderen,« siger hun og tilføjer, at kommunen ønsker at placere de ressourcer, der er, til dem, som har mest brug for dem.
Samtidig er der ifølge Trine Frengler mange måder at være familie på i dag, og det skal Skanderborg Kommune kunne rumme.
»Det er også mit indtryk, at mødre i dag er rigtig gode til selv at oprette grupper i deres nærområde,« siger Trine Frengler, som også fortæller, at ingen bliver efterladt alene, hvis de ønsker at møde andre.
Den følelse sad Carina Dyreborg Prip dog alligevel tilbage med, da hun efter utallige forsøg ikke fandt nogen at mødes med.
»Jeg ser mig selv som social, udadvendt og ressourcestærk, samtidig var mit andet barn relativt nem. Hvis det ikke lykkedes mig at få en mødregruppe, hvordan stiller det så andre mødre uden overskud?« siger Carina Dyreborg Prip.
Et spørgsmål om ressourcer
At Skanderborg Kommune ikke tilbyder gruppesammensætning handler også om mangel på ressourcer, fortæller leder af sundhedsplejen Bodil Lauridsen.
»Vi har ikke uanede ressourcer, så hvis mødrene ønsker noget mere, så er der lagt op til, at de selv kan danne netværk med hinanden.«
Hun forklarer også, at beslutningen om at sløjfe mødegrupper kom i kølvandet på en bevægelse fra skuffede fædre.
»Det at skulle gå derhjemme som far og have orlov med sit barn og så blive henvist til en mødregruppe, det skabte en bevægelse. Vi skal derfor være en sundhedstjeneste og en sundhedspleje, som både understøtter en mor og en far,« siger Bodil Lauridsen.
Det blev startskuddet til Familieiværksætterne, som er det tilbud, Skanderborg Kommune har til forældre i dag.
Det tilbud fik Carina Dyreborg Prip ikke anden gang, da hun flyttede fra Skanderborg midtby til Højvangen og håbede på en ny omgangskreds i nærområdet, fortæller hun.
»I stedet var min anden barsel forbundet med ensomhed, frustration, afmagt og skuffelse,« siger hun, og kommer med en bøn til Skanderborg Kommune.
»Jeg håber af hele mit hjerte, at ordningen i Skanderborg bliver lavet om, så der ikke er andre mødre, der skal løbe panden mod en mur som jeg selv gjorde.«