Giver livsværket videre: Mols Madservice bliver til Stenbækshus
Mols Madservice har eksisteret i 21 år. Ægteparret bag giver faklen videre med blandede følelser, men frem for alt er de glade for, at der bliver bygget videre på det fundament, de har skabt.
Der er et generationsskifte i gang på Mols. Slagter Kruse har skiftet hænder. Knebelbro pizza og grill er blevet overtaget af nye folk, og lige så er Feriecenter Mols Bjerge. Det er fornemmelsen rundt om kaffebordet i storkøkkenet hos Mols Madservice. For nu er det blevet deres tur.
»Det er de helt rigtige, der nu tager over. Vi mener virkelig, at de her passer til Mols, og Mols passer til dem. De har så mange fine nye ideer, og vi glæder os meget til at se, hvad de finder på. Det bliver spændende at følge,« siger ægteparret Birte og Niels Erik Frederiksen.
Efter 21 år kan Birte Frederiksens helbred ikke længere følge med. Selvom det er et vemodigt farvel, er ægteparret dog alligevel glade for, at deres mangeårige arbejde ikke har været spildt.
»Der bliver på en måde bygget oven på det fundament vi har lagt, og det er fint. Vi er så glade for, at det ikke bare skal lukkes ned. Tænk at have lavet så kæmpe et arbejde til ingen verdens nytte. Det ville virkelig have været trist. Så det glæder os virkelig meget. Udvikling skal der jo til.«
Overtog familiegården
Eventyret startede da ægteparret overtog og totalrenoverede gården Stenbæk i år 2000. Niels Erik Frederiksens onkel og tante byggede gården i 1953, og det havde altid været hans drøm at overtage ejendommen.
»Vi har lagt al vores hjerteblod i det her sted. Altså, for der er lavet rigtig meget om her. Inden da havde vi sommerhus her i mange år.«
Derfor flytter parret også kun et lille stykke ned ad vejen, hvor de har planer om at bygge et hus.
»Selvfølgelig er det vemodigt at sige farvel til stedet her. Det kan vi jo ikke komme uden om, men man er jo også bare nødt til at sige, at alting har sin tid.«
Samtidig fremhæver Birte Frederiksen, at hendes mand jo kender hver en afkrog af ejendommen. Så hvis de nye ejere støder på udfordringer, er hjælpen ikke langt væk.
Brænder for maden
Stenbæk er på mange måder en drøm, der deles af to par. Nu forbereder Birte og Niels Erik Frederiksen sig så på at give drømmen videre. For de nye ejere, Brita Richelsen og Tina Jensen, har det nemlig været en drøm de sidste 15 år at komme ud i landet og drive noget tæt ved vandet.
»Det startede med, at vi var på en tur til Kerteminde, hvor vi sov på det lokale sømandshjem, der var blevet lavet om til en bed and breakfast. Der sad vi og spiste morgenmad med udsigt over vandet, og så har den drøm ligesom ligget latent og slumret,« fortæller Tina Jensen
Parret har gennem de sidste godt fire år drevet Cibuz Madstudie i Randers. Brita Richelsen har en del års erfaring fra forskellige køkkener og Tina Jensen er uddannet kok i Ebeltoft, og har mange års erfaring. Under corona-nedlukningen lukkede de deres fysiske butik. I dag kører de catering ligesom Mols Madservice samtidig med events og firmafrokostordninger.
»Vores helt store passion er mad og events.«
Catering med et twist
Mols Madservice skifter med de nye ejere navn til Stenbækshus - Mad på Mols. Stenbæk er nemlig navnet på gården. Samtidig vil der komme en ny hjemmeside for at indikere, at der sker et generationsskifte.
»Vi har da planer for det herude. Vi tænker allerede fra foråret af, eller hvornår den første solstråle nu kommer, at så vil vi prøve at se, om vi kan invitere folk til gården og få en kop kaffe, og måske et stykke smørrebrød og lignende.«
Flere ting vil dog stadig være som man kender det fra Mols Madservice. Catering vil fortsat være en stor del af forretningen, ligesom at de nye ejere også håber, at kunne blive en vigtig del af lokalsamfundet.
»Vi ser frem til at skulle i gang med en driftig forretning her, og have nogle gode naboer, og skyde ind med en masse godt her i lokalsamfundet, og sætte en masse i gang herude.«
Endelig weekend
Nu ser Birte og Niels Erik Frederiksen frem til at slippe speederen en smule.
»Vi har jo ikke haft fri i weekenden i 21 år. Vi arbejder altid, når alle andre har fri, så jeg tror da også, at vi begge tænker, at det bliver et andet liv ikke. Så kan vi nogle andre ting.
I 2018 købte ægteparret en autocamper, som de nu ser frem til at kunne tage på lidt længere ture i.
»Det er da noget af det, vi ser frem til. Mere frihed og mere plads til den stakkels familie, der ikke rigtig har kunne regne med os. Vi har jo ikke kunne være til nogen familiefester næsten,« griner de.