Bøder i massevis regnede ned over VM-gængere i Aarhus
Ceres Arena havde mange gæster i lørdags, hvor VM i badminton udspillede sig. Og for mange af gæsterne blev billetten ikke den største udgift den dag. Det gjorde en aflang, gul seddel i forruden.
På samtlige veje omkring Stadion Allé 70 var der lørdag aften fyldt med holdende biler. VM i badminton for hold udspillede sig i Ceres Arena og tiltrak mange mennesker. Og biler.
»Langs hele Havreballe Skovvej holdt der parkerede biler, der alle havde fået en parkeringsbøde skønt, de holdt væk af vejen og ikke generede trafikken overhovedet,« fortæller Henja Jeppesen, der arbejdede som frivillig vagt ved turneringen.
På Havreballe Skovvej blafrede de lange, gule strimler i vinden. 180 parkeringsbøder på stribe. I alt blev der udskrevet 183 bøder, oplyser Joshua afdelingsleder i Teknik & Miljø Joshua Krogager. 180 på Havreballe Skovvej og tre på Marselisborg Grønnevej. Han fortæller, at det er et gentagende problem.
»Ja, det er det altid, når der er store arrangementer. Det er vores erfaring, at der er behov for Aarhus Kommunes tilstedeværelse for at sikre trafiksikkerhed og fremkommelighed. Det har også en betydelig præventiv effekt, at andre bilister kan se de gule p-afgifter i ruderne på de allerede ulovligt parkerede køretøjer.«
600 ekstra pladser
Der er 640 pladser foran Ceres Park & Arena. Ved større events søger Ceres Park & Arena om ekstra p-pladser, hvilket blev godkendt lørdag. 600 pladser langs Kongevejen. Men når der også er åbent i Tivoli Friheden, kan der hurtigt blive kamp om pladserne, fortæller kommunikationschef i Ceres Park & Arena Søren Højlund.
»Generelt er vi superopmærksomme på at gøre det så glidende, som vi kan med trafikken. Når Friheden har åbent for eksempel som nu med halloweentema, så bliver store dele af p-pladserne brugt.«
Søren Højlund fortæller, at de forsøger at oplyse med skilte, forskellige servicetiltag og ideer til alternativer, men anerkender også, at det er udfordrende.
»Jeg synes, vi guider folk rigtig fint, men vi kan hele tiden blive bedre. Det er først inden for de senere år, at vi har haft dissiderede guides, der viser folk ud til parkering på for eksempel på Jyllands Allé. Jeg synes, vi gør rigtig meget, men det er udfordrende, så vi kan selvfølgelig altid gøre mere.«
Det er en pengemaskine
De mange p-bøder frustrerer Henja Jeppesen, der selv kom i bil til arrangementet, men fandt en plads på parkeringspladsen ved arenaen og slap derfor for en bøde. Hun stiller sig uforstående over for, at rabatten langs skoven er parkeringsfrit område.
»Hvorfor er det forbudt overalt i skoven? Hvis man kan finde en plads uden at være til gene, hvorfor er der så parkeringsforbud?,« spørger Henja Jeppesen.
Afdelingsleder i Teknik & Miljø Joshua Krogager fortæller, at der er flere årsager til, at man ikke må parkere i skoven.
»Det er smalle veje, så hvis biler holder på vejen eller i rabatten, vil de ødelægge fremkommeligheden og trafiksikkerheden,« siger han og fortsætter.
»Desuden risikerer man, når man kører ind i rabatten under trækronerne, at jorden bliver mast. Sker det gentagende gange, vil rødderne gå ud, og så dør træerne, fordi de ikke kan suge væske. Det er en fredskov, så vi passer selvfølgelig på den.«
Den forklaring giver Henja Jeppesen ikke meget for.
»Det argument har jeg hørt før, og det er nonsens. Træer bryder op igennem asfalt og alle mulige steder. Det er noget vrøvl. Det ligner nærmere en pengemaskine.«
Usikkerhed om flere pladser
Projektdirektør for Kongelundsprojektet Alvaro Arriagada siger, at flere parkeringspladser er på tegnebrættet, men at intet er sat i sten endnu.
»Som en del af det at bygge et nyt stadion og andre faciliteter i området, skal vi kigge på, hvilke øgede behov det giver i forhold til parkeringssituationen i området. Hvis der er brug for mere end i dag, så skal vi prøve at løse det. Det er ikke noget, vi er færdige med at afklare.«
»Vi sidder med tal og analyserer på, hvor mange der kommer til arrangementet, og hvor mange kommer så i bil? I hverdagen er det ikke en presset parkeringssituation. Det er det kun ved store og sammenfaldende events. Men det er umuligt at lave parkeringspladser til alle, der ønsker det, til alle typer af arrangementer. Det ville virkelig være mange parkeringspladser.«