Sognedag om liv og død
Gamle Thomas Kingo sang ”Sorrig og glæde de vandre til hobe. Lykke, ulykke de følges og ad”, og det rammer plet også i dag. Ikke mindst op til Allehelgen, hvor der er tradition for at mindes vore døde. Da melder savnet sig med særlig intensitet. Nogle går med følelsen af meningsløshed andre med indtryk af umistelig betydning.
Det er baggrunden for sogneeftermiddagen i Sognehuset i Veng tirsdag 2. november kl. 14, hvor det handler om liv og død, og om, hvordan vi møder andre, når de eller vi har mistet. Om erindring, om vemod, om sorg, om konventioner der spænder ben, om taknemmelighed og livsglæde på trods, om håbet, der både kan føles skrøbeligt og stærkt.
Ved de små borde vil der efter kaffen blive omdelt samtalekort til emnet, så alle får mulighed for at give deres mening til kende. For der er død i livet og liv i døden, og livet er allermest levende, når døden er med i det.