Nye lokaler: Nami Sushi lægger nomadelivet på hylden
De startede med et popup køkken ved Maltfabrikken under corona, derefter kørte de videre i en food truck. Nu er Nami Sushi klar i nye lokaler på Jernbanegade.
Duften af nymalede vægge hænger stadig i luften i Namo Sushis nye lokaler på Jernbanegade. En hvid dug skærmer for en del af lokalet, og vidner om, at ombygningen stadig står på.
»Vi er i gang med at færdiggøre kundetoilettet, og her i weekenden kommer så den lange bardisk, hvor der kommer en cocktail station,« fortæller Louise Spangenberg, der driver Namo Sushi.
Hun havde arbejdet med sushi i seks år, inden hun søsatte Namo Sushi i februar 2021. Det startede med et pop-up køkken i Spiren ved Maltfabrikken midt i anden bølge af corona-restriktionerne.
»Starten gik virkelig virkelig godt, og vi fik indtrykket af, at uanset om der var corona eller ej, så ville byen bakke op om det her.«
Opholdet i Spiren var dog ikke en permanent løsning, derfor måtte de finde et nyt sted at være. Flere mulige lejemål gik i vasken, men held i uheld dukkede en ny mulighed op.
En kaotisk sommer
»Vi blev pludselig præsenteret for det her lokale på Jernbanegade. Det var egentlig en cykelsmed, der skulle have haft det, men som kom på andre tanker på grund af corona. Vi fik så at vide, at hvis vi kunne bruge, så kunne det lade sig gøre.«
Lejemålet var tidligere en genbrugsforretning, så det var ikke gearet til storkøkken og kundetoilet. Derfor krævede det flere måneders ombygning, før end lokalerne kunne fungere som restauration. Hos Nami Sushi kunne de dog ikke vente på, at lokalerne ville stå klar.
»Da vi var færdige i Spiren, var verden ved at åbne op igen. Jeg var bange for at miste alt mit personale, hvis vi skulle vente på, at de nye lokaler skulle blive klar.«
Louise Spangenberg ringede til en ven i Esbjerg, der har nogle food trucks. Samtidig trak hun på sine kontakter i Ebeltoft, og skaffede et sted at trække strøm fra.
»Så stod vi i en food truck næsten hele højsæsonen, og lavede sushi.«
Endelig hjemme
Nu er Namo Sushi endelig rykket ind i de lokaler, de har ventet på hele sommeren. Intet er gået som forventet, men det er også helt fint.
»Jeg skulle egentlig kun bruge 30-40 m2, og det her er 150 m2, så lokalet har på mange måder styret, hvordan det hele skulle ske. Det lyder helt skørt, men mange af de beslutninger vi har taget, er kommet som resultat af de mulige løsninger, der var.«
Lige nu holder Namo Sushi åben for take-away, og inden længe åbner de restaurantdelen samt en cocktail bar.
»Jeg har virkelig lært noget af det her. Det var jo aldrig meningen, at vi skulle tilbringe højsæsonen i en food truck, eller at butikken skulle være så stort, men det er fedt.«
Namo Sushi håber på at kunne byde siddende gæster velkommen engang i november.