Fortsæt til indhold

Trafik: Ingen hurtige løsninger i Ry

Formanden for Miljø- og Planudvalget, Claus Leick, SF, kan godt forstå, at beboere er frustrerede

Samfund

»Der er desværre ingen hurtige løsninger på trafiksituationen på Randersvej i Ry«.

Sådan lyder det fra formanden for Miljø- og Planudvalget, Claus Leick, SF, når man forelægger ham frustrerede borgeres nødråb om, hvad de oplever som alt for tæt, tung og hurtig trafik på Randersvej.

Claus Leick kender godt beboernes henvendelser, dels fordi Miljø- og Planudvalget har haft sagen på dagsordenen, dels fordi han selv bor i Ry og kender de lokale forhold - og i øvrigt også selv tidligere har boet i den ende af byen.

»Jo, jeg kan godt forstå problemet, som borgerne oplever, og som desværre ikke er nyt. Det er vel også kun blevet værre gennem årene«, erkender udvalgsformanden.

Tæller tre steder

Der sker noget i sagen lige nu, idet kommunens trafikafdeling i indeværende uge er i gang med trafiktællinger tre steder på strækningen. Derefter kommer der friske tal på, hvordan situationen ser ud. Det gælder både antal biler, hastighed og tidspunkter for spidsbelastninger, og det er vigtige input, når der skal overvejes, hvad der kan gøres.

Claus Leick fastslår, at der som udgangspunkt ikke er sat penge af til større projekter, men der er dog nogle midler til trafiksanering til småprojekter og sikker skolevej. Han konstaterer også, at Ry er svær rent trafikalt, fordi der kun er en overgang over vandet.

Beboerne har peget på en omfartsvej som en løsning af de trafikale udfordringer på længere sigt. I den forbindelse peger Claus Leick på, at det ifølge tidligere overslag fra år tilbage kan koste mere end 100 millioner kroner med en ny broovergang.

Claus Leick, SF, formand Miljø- og Planudvalget, roser borgerne for at organisere deres henvendelse om trafikforholdene, så man kan få en god dialog. Pressefoto

En samlet plan

»Det er rigtigt, at vi har travlt med at byudvikle, og der tales om en ny bydel ved Knudhule, men hvis vi skal have flere biler, så bliver problemet endnu større«, konstaterer Claus Leick, som hellere vil se på, hvordan man får mindre trafik.

»Det kommende byråd og det nye udvalg må kigge på en samlet plan. Hvad kan man gøre på kort sigt som eksempelvis sikre overgange, dæmpe hastighed og etablere indsnævringer? Når vi får trafikmålingerne, så skal vi have nogle tekniske folk ind over for at se på løsningsforslag«, siger Claus Leick.

Jo, jeg kan godt forstå problemet, som borgerne oplever, og som desværre ikke er nyt.
Claus Leick, udvalgsformand

Skanderborg Forsyning skal til næste år i gang med et større anlægsarbejde på Randersvej, hvor der skal graves ud til en rørføring. I den forbindelse vil det både blive nemmere og billigere at indarbejde projekter til at øge trafiksikkerheden.

Roser borgerne

Omkring beboernes forslag om at sætte fartgrænserne ned, så er det ikke alt, kommunerne selv kan bestemme. Men Skanderborg Kommune har søgt om at komme med som en af i alt 15 kommuner, der i et forsøgsordning får større spillerum til at sænke hastigheden i bygrænser fra 50 til 40 kilometer i timen, oplyser Claus Leick.

»Jeg vil rose borgerne, der står bag trafikhenvendelsen om Randersvej, for, at de er gået sammen og har organiseret sig. Det gør det nemmere for os at komme i en god dialog, og jeg ser ingen modsætninger her«, understreger Claus Leick.