Skovfoged takker af efter 35 år: »Om 30 år har vi ikke unge egetræer i Danmark i den urørte løvskov«

Rævefarvede trækroner boltrer sig i bakkerne omkring Bregnet Kirke ved Rønde. Her holder Eigil Møller til – lidt endnu. De sidste 35 år har han været skovfoged i Naturstyrelsen Kronjylland, men om lidt er det slut. Udenfor hans hjem er luften lun og fugtig, og en kraftig blæst flår i landområdets bevoksning.

Vejret er som et forvarsel for de klimaforandringer, der inden for en kort årrække vil have sat sit permanente præg på det danske landskab. Det skal senere vise sig at have stor betydning for den arv Eigil Møller efterlader sig som skovfoged.

»Vi sætter os inde i køkkenet. Jeg laver lige en kop kaffe,« siger han inde fra stuen, og lukker døren for vinden.

Skovfogedboligen er halvtom, og fyldt med flyttekasser. På fredag flytter han og konen Charlotte Møller nemlig de sidste ting til Kerteminde. Han stopper officielt som skovfoged d. 1. november, men overdragelsen af hvervet har han forberedt de sidste to år.

Voksede op med naturen

Eigil Møller voksede op på en gård ved Silkeborg, hvor forældrene havde skov, som faren arbejdede i fra tid til anden. Det udeliv der fulgte med adgangen til skoven, prægede ham i høj grad som barn.

»Der var tre ting, der markerede sig voldsomt i min opvækst. Det der med at fiske nede i åen, og at gå på jagt i engene og i skoven,« fortæller han.

Opvæksten påvirkede ham i en sådan grad, at han efterfølgende besluttede sig for at starte på skovskolen i Nøddebo på Nordsjælland. I løbet af sin uddannelse oplevede han mange forskellige skovområder i Danmark, særligt på Fyn, men det var hvervet som skovfoged ved et privat skovdistrikt på Krenkerup Gods på Lolland, der lagde kimen til hans fremtidige virke.

»Det var jo løvtræsdyrkning. Dernede var der mulighed for at dyrke rigtig flot bøge- og egeskov.«

Det var en del af årsagen til, at Eigil Møller drog til Kalø Skovene. Betingelserne for løvtræsdyrkning var gode. Rigtig gode.

»De fantastisk flotte skove her på hver sin side af Rønde, de svarede meget godt til den sydøstdanske løvtræsskov.

Tyve travle år

I mere end 15 år havde Eigil Møller ansvaret for Kalø Skovene. Det ændrede sig i 2004. Indtil da var der fire-fem skovfogeder på Naturstyrelsen Kronjylland, men nu fik Eigil Møller ansvaret for alle skovarealerne samt de medarbejdere, der arbejdede i skoven.

»Det er sådan set lige knap 20 år, jeg har haft hele butikken her. Det vil sige, jeg har haft ansvaret for omkring fire - fem tusinde hektar.«

Det store område har krævet en enorm arbejdsindsats, og når han om få dage går på pension, skal der da også to personer til for at udfylde hans stilling. Det afspejler ifølge ham, at der har været travlt de sidste 20 år.

»Derfor var det også vigtigt at få medarbejderne engageret rundt omkring i de forskellige geografier. Arealer fra Helgenæs til Karup. Vi har haft et konstant samarbejde på den måde, hvor egne medarbejdere arbejder i lokalområdet også sammen med entreprenører.«

Gennem alle årene er der blevet arbejdet ud fra en strategi kaldt den naturnære skovdyrkning. Her er fokus på at dyrke de hjemmehørende træarter. Samtidig forsøger man at understøtte naturen i det den gerne selv vil. Det gøres ved at se på, hvilke træer der klarer sig bedst, og hvordan de klarer sig med andre træer. Den strategi er nu fortid.

Egetræet forsvinder

I stedet for den naturnære skovdyrkning som Eigil Møller har arbejdet for hele sin karriere, er det fra politisk hold blevet besluttet, at alle Naturstyrelsens gamle løvskove i fremtiden skal være urørte. Det betyder i korte træk, at skovdriften ophører, og at skovene får lov til at passe sig selv.

Med indtoget af den urørte skov frygter han, at en bestemt træart inden længe vil være fortid i de danske skove.

»Heromkring er mit yndlingstræ egen. Egetræet passer fantastisk godt til den her stive lerbund. Det er fremtidssikret i forhold til klimaforandringerne. Den kan klare det her våde, milde vinterliv. Den kan også klare en tør sommer, og at der kommer meget vand engang imellem.«

Egen kræver dog opsyn. Den tager 50 år mere end bøgen om at gro sig stor og stærk. Efter 250 år kan den stadig benyttes til eksempelvis møbler, hvor bøgen efter 140-160 år ikke duer længere. Egen skaber samtidig et godt skovklima. Den er et godt værn mod storm, og tåler bedre stormvejr sågar orkaner end bøg og andre træarter. Den står bedre fast.

»Når vi fremover, som de siger, skal have mere blæsevejr, mere vand og mildere vinter, så er det lige præcis den træart, der boner frem. Bøgen er mere følsom«

Bøgen nævner han ikke ved et tilfælde. Der er nemlig et problem med egen: den forynger sig ikke naturligt i Danmark i den urørte skov. I en urørt forsvinder egen, da den kræver meget lys.

Spildt arbejde

Det er godt for egen at være blandet ind mellem andre løvtræer som ask, ær og bøg. Så længe virvaret af forskellige træer styres, men når styringen ophører, så begynder egetræernes problemer.

»Egen forynger sig ikke naturligt i Danmark. Den skal plantes ind, så vi skal være aktive for at få den ind.«

Det andet problem er, at det er den træart dyrene allerhelst vil spise. Derfor kan den ikke klare sig i konkurrencen med bøg, ask og ær. Den bliver overvokset.

»I den naturnære skovdyrkning går vi ind, og hjælper egen, og passer på den indtil den når op over bidehøjde eksempelvis, og hele tiden har en krone oppe ved bøg og ask. Hvis vi ikke gør det vokser bøgen ind over.

Dermed forsvinder egetræerne i urørt skov. Det betyder, at en stor del af det arbejde Eigil Møller har lagt i skovene de sidste 35 år på sigt vil forsvinde.

»Det ender ret hurtigt. Hvis man ikke passer på egetræerne, så er det slut i løbet af 30 år. Så er de vokset over af bøgen, spist af vildtet og hvad der nu sker af ulykker.«

For en skovfoged er det hårdt at have sået frøene til en masse som nu vil forgå.

»Det er også en af årsagerne til, vi flytter. Jeg kan ikke se til, mens skoven forfalder.«

Fodbold og familie

I stedet ser han nu frem til en tilværelse i Kerteminde på Fyn, hvor tiden skal bruges på at sejle, og spille fodbold som han gør hver torsdag sammen med 25 andre ældre herre i Kerteminde boldklub.

»Dengang vi flyttede herop, havde vi flyttet syv gange på 11 år. Min kone havde sagt tre gode job op som lærer. Der sagde hun, nu gider jeg ikke mere. Næste gang vi skal flytte, så bestemmer jeg. Og så fik hun lov til det jo.«

Eigil og Charlotte Møller har både datter og børnebørn i Odense, som han ser frem til at tilbringe mere tid sammen med nu, hvor turen om lidt går tilbage til Fyn.