Lighthouse-udviklere er med i nyt højhusprojekt i Aarhus
Projektet påtænkes at blive en hybrid mellem træ og beton, skriver Aarhus Kommune blandt andet.
Ejendomsselskab vil bygge et nyt højhus med genbrugsmaterialer. Det skriver byudviklingsmediet Byens Ejendom.
PFA Ejendomme står bag et stort projekt i Aarhus på 14.300 kvadratmeter, der rummer to seks-etagersbyggerier samt et 20-etagers højhus, der skal beklædes med genbrugsmaterialer. En beklædning af træ, vingetegl og metal.
Projektet hedder ’Træ’ og er sat i verden for at sætte fokus på bæredygtighed og nedbringelse af klimaaftryk. Materialerne, der kommer til at blive brugt, vil være tidligere benyttede materialer fra nedrivningsprojekter i og omkring Aarhus.
I et notat fra Aarhus Kommune, står der således:
Projektet påtænkes at blive en hybrid mellem træ og beton, hvor de enkelte materialer anvendes der, hvor de giver bedst mening. Facadens udtryk vil derfor blive færdigudviklet i byggeperioden i takt med, at genbrugsmaterialerne anskaffes. Materialerne vil skulle testes i en række forsøg både i forhold til brand og monteringsprincipper.
Projektet ’Træ’ er udviklet i samarbejde mellem PFA Ejendomme og Kilden & Hindby, der blandt andre står i spidsen for Lighthouse-projektet på Aarhus Ø samt Lendager Group og Moe.
Bygningerne er en del af udviklingen af Sydhavnskvarteret i Aarhus. Kvarterets bydelsplan er udviklet mellem Teknik og Miljø og A. Enggaard, der i forvejen har projekter i området. Indtil videre er der indgået en betinget købsaftale om køb af to byggefelter. Disse to felter er der endnu ikke konkrete planer for endnu.
Købsaftalen, som PFA Ejendomme har indgået, er ligeledes betinget og afventer politisk godkendelse.