Nu kan du nominere Årets Energibundt 2021
DIF og Ørsted hylder hverdagens helte i dansk idræt.
Det frivillige arbejde i landets idrætsforeninger skal hyldes, når Ørsted og Danmarks Idrætsforbund med prisen Årets Energibundt 2021 sætter fokus på det utrættelige arbejde, idrættens hverdagshelte yder i deres lokalforeninger.
Med prisen følger 75.000 kroner, og det er nu muligt at nominere den lokale ildsjæl, som går forrest og bidrager til sammenholdet i idrætsforeningen.
Efter et udfordrende år med corona er aktivitetsniveauet igen stigende hos landets idrætsforeninger, som atter kan invitere deres mere end 1,9 mio. medlemmer ind i de aktive fællesskaber.
Hverdagshelte
I genstarten af den danske breddeidræt har idrættens hverdagshelte spillet en afgørende rolle. Lokale ildsjæle har under skiftende restriktioner og retningslinjer løbende tilpasset deres aktiviteter og holdt kontakten til deres medlemmer – og frem for alt gået forrest og bidraget til sammenholdet i de danske idrætsforeninger.
Årets Energibundt går til en træner, holdleder, hjælper eller en helt fjerde, der med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening, og for sjette år i træk uddeles prisen og de medfølgende 75.000 kroner ved DR-showet SPORT 2021 den 8. januar.
Medlemmer og alle andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger har frem til 21. november mulighed for at indstille Årets Energibundt 2021 på orsted.dk/energibundt.
»Jeg er stolt over, at landets lokalforeninger har været i stand til at bibeholde en stor andel af deres mange medlemmer på trods af delvis nedlukning og usikkerhed om aktiviteter. Det har krævet en masse hårdt arbejde for de mange frivillige ildsjæle, som har ydet en ekstraordinær stor indsats for at binde dansk idræt sammen og sikre et aktivt fællesskab i landets idrætsforeninger. Vi glæder os derfor til at fejre vores mange ildsjæle i DIF-idrætten og kåre Årets Energibundt 2021,« siger Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.