Fortsæt til indhold

35.000 kroner: Hornslet har fuld fokus på sklerose

Repræsentanter fra Hornslet Handel og Scleroseforeningen mødtes til overrækkelsen af overskuddet fra Modeshowet tidligere på måneden. Indsamlingsleder fortæller, at opbakningen i området kan mærkes.

Samfund

Modeshowet i Hornslet Hallen var en stor succes. Overskuddet skulle som bekendt gå til Scleroseforeningen Djursland, og tirsdag d. 26. oktober, kunne Hornslet Handel overrække 35.000 kroner til foreningen.

»Det var fedt at se alle byens erhvervsdrivende, og alle de gæster der kom. Vi synes, det er et ret flot resultat. Det går til et formål, der også er lokalt. Vi har jo også brug for jer. Så derfor vil vi donere 35.000 til Skleroseforeningen samlet ind i Hornslet. Det håber jeg, I kan gøre god brug af,« sagde Chris Petersen, der driver Fest og Gaver, hvor overrækkelsen fandt sted. Hun overrakte donationen sammen med Gitte Pedersen fra Butik Lulu, og Jimmi Rasmussen fra Mr. Hornslet

»Det er virkelig fedt. Vi får ingen midler fra det offentlige. Alt vi får og gør, det er penge vi selv rejser.«
Trine Frøstrup, formand for Scleroseforeningen Århus

Formanden for Scleroseforeningen Djursland, Kåre Laursen tog imod checken. Med sig havde han Trine Frøstrup, formand for Skleroseforeningen Århus, og Helle Boel der er indsamlingsleder i Hornslet. Pengene går direkte videre til Scleroseforeningen Danmark, hvor pengene skal hjælpe forskningen i sklerose.

»I sidste uge blev der uddelt 7,2 millioner kroner fra Scleroseforeningen til danske forskningsprojekter. Det er ret fedt, at vi kan være med til at gøre den forskel,« sagde Trine Frøstrup.

Hornslet bakker op

Det kan mærkes, at der er fokus på Sklerose i Hornslet. Helle Boel fortæller, at de samlede 36.000 ind i Skødstrup og Hornslet ved seneste indsamling. Til sammenligning samlede de 17.000 ind i Århus. Det skal ikke tage noget fra indsamlingsindsatsen i Århus. Det er blot en indikation på den store opmærksomhed, der er på sygdommen i Hornslet og omegn.

»Det gør det også lidt sjovere at være indsamlingsleder, når man kan mærke den store opbakning,« sagde Helle Boel, og blev bakket op af Trine Frøstrup.

»Det er virkelig fedt. Vi får ingen midler fra det offentlige. Alt vi får og gør, det er penge vi selv rejser.«

Den store fysiske check er kun for syns skyld. Pengene bliver overført elektronisk. Alligevel har foreningen en idé til, hvad der skal ske med den store check.

»Det kunne sådan set være nærliggende at hænge den op i Dronningens Ferieby,« sagde Kåre Laursen.

Dronningens Ferieby er Scleroseforeningens Feriecenter, som også er åbent for alle. Alle sommerhusene der er bygget derude, er handikapvenlige. Som navnet indikerer, er det H.K.H. Dronning Margrethe II, der er protektor for feriecentret.