Skal vi gå en tur på kirkegården?

Det spørgsmål kan virke fremmed for nogle af os, men for andre er det helt naturligt uanset om de har nogle liggende på kirkegården.

Vi går ture i byen for at ose og inspireres til at købe et eller andet. Vi går ture i skov og ved strand for at opleve naturen i dens mangfoldighed.

Jeg vil vove den påstand, at der er endnu mere at se på på en tur på kirkegården. Kirkegården er en mangfoldighed af planter og blomster i alle farver, og de ser vidt forskellige ud, om de ligger på en forblæst bakketop med god udsigt, eller de ligger nede i en sænkning med læ og fuldstændig ro.

På kirkegården møder vi alle forskellige typer mennesker med forskellige formål. Der er som ansatte graverne, som sørger for, at alt ser pænt ud, men har man brug for en lille snak, fordi man har en liggende på kirkegården, da er de også parate til det.

Gravstenene i deres forskellige størrelser og former giver variation og inspiration, hvorfor har nogle valgt netop den type sten. Der kan være små indhuggede figurer, som vækker til eftertanke, og som også kan være smuk kunst.

Det som siger mig mest er navne og årstal. Vi kan se, at familier har hørt til længe her, for navnet går igen mange steder, det er lidt lokalhistorie, og så kommer årstallene. Årstallene kan virke beroligende, tænk, fik de virkelig så langt et liv, og lige ved siden af kan jeg se et gravsted, der tydeligt bærer præg af, at det enten er et barn, der ligger der eller ungeforældre med børn.

Når jeg står der og rammes af det, jeg vil kalde livets uretfærdighed (vi ønsker jo normalt et langt og sundt liv), så ser jeg en skoleklasse eller en mindre gruppe børn, der ligeså stille går hen og ser til gravstedet. Kammeraterne bakker op om det tab, som en af deres kammerater har. De taler naturligt om det og med respekt, de har allerede lært noget af det tunge i livet at kende, savnet.

Det er ikke kun ældre mennesker, der kommer for at se til deres ægtefælle gennem mange år, det er alle aldre. Jeg føler, at her mødes vi i alle slægtsled, her er der liv trods sorg og savn. Her er også håbet, for Kirken ligger midt i det hele og forkynder, at Jesus ikke lod døden have det sidste ord, nej, han opstod fra de døde, for at vi kan blive hentet hjem, når vi ikke længere skal være levende her på jorden men i evighed.