Fortsæt til indhold

Waldemar Graff Blichfeldt bliver 80 år

En af Ebeltoft kendte håndværksmestre gennem mange år, VVS-installatør og blikkenslagermester Waldemar Graff Blichfeldt, Lathyrusvej 3, fylder lørdag 6. november 2021 80 år.

Samfund
Knud Chr. Jensen

Allerede som barn begyndte Waldemar Graff Blichfeldt at komme rundt med sin far, vand- og gasmester Waldemar Blichfeldt, og fik et indblik i opgaverne i en håndværksvirksomhed. Som 14-årig kom han i lære hos faderen i 1956, men sluttede læretiden med to år hos en mester i Århus. Efter soldatertjeneste blev Waldemar Graff Blichfeldt ansat i faderens firma. I 1967 blev han medindehaver af virksomheden, der skiftede navn til W. Blichfeldt & Søn.

Få år senere blev faderen alvorligt syg, og Waldemar Graff Blichfeldt overtog den håndværksmæssige ledelse og stod i spidsen for en udflytning fra Erik Menvedsvej til et nyt stort forretnings- og værkstedskompleks på hjørnet af Øster Alle og A. Knudsensvej. Dette blev indviet 1975 og senere udvidet i 1988, da firmaet havde fået kraftigt vokseværk.

Kort før udflytningen var firmaet omdannet til et aktieselskab W.Blichfeldt A/S

Kæde gav vækst

Firmaet blev medlem af to af de store indkøbs- og markedsføringskæder i VVS-branchen, Comfort og Bedre Bad. Det var med til at styrke virksomheden, som på et tidspunkt var oppe på at tælle 25 medarbejdere, som havde en enorm vognpark til rådighed for at servicere kunderne. I forretningen var i mange år Waldemar Blichfeldts kone, Herdis, der mødte kunderne.

Ægteparret nød stor anseelse blandt både kunder, kolleger og ansatte, men i 2004 besluttede de sig for at trappe ned og solgte virksomheden, som i dag videreføres som en del af en anden VVS-forretning i Ebeltoft.

Waldemar Blichfeldt var gennem mange år medlem af Ebeltofts frivillige Brandkorps hvor faderen i en del år var brandinspektør. Han blev selv vicebrandinspektør i en årrække og fik tildelt Dronningens Hæderstegn for tro tjeneste. Han blev i 1971 – som også firmaets tidligere ejere havde været det medlem af bestyrelsen for Ebeltoft Håndværker-, Industri- og Borgerforening og sad som medlem af denne frem til 1999 heraf 12 år som næstformand. Han blev i 1996 tildelt Håndværksrådets Hæderstegn i Guld for sin indsats for håndværksfagene og er som æresmedlem stadig flittig gæst ved foreningens aktiviteter.

Tilsendt foto

Aktiv fanejunker

Han har også haft en årrække i lokalrådet for Danske Bank og i bestyrelsen for Dansk arbejdsgiverforenings afdeling for Djursland og Mols. I mange år har han været særdeles aktiv i Ebeltoft Borgerlige Fugleskydningsselskab, hvor han udover at være medlem af bestyrelsen også har varetaget jobbet som fanejunker.

Han er stadig aktiv deltager ved de årlige fugleskydninger og andre aktiviteter og har fået familiens næste generationer med.

Waldemar Blichfeldt mistede for fem år sin hustru Herdis efter nogen tids sygdom

Lufter veteranbilen

En af fødselarens store interesser er veteranbiler. Han stolthed er en gennemrenoveret Chevrolet fra 1930, som oprindeligt blev købt det år af blikkenslagermester Valdemar Graff i Ebeltoft. I veteranbilen deltager han ivrigt i Ebeltoft Køreselskabs aktiviteter og køreture til glæde for de mange, der sætter pris på de smukke gamle biler. Men han har også en stor kreds af gamle venner, som han fortsat deler noget af fritiden med.

I forbindelse med fødselsdagen har Waldemar Graff Blichfeldt fået udarbejdet et skrift, der fortæller om familievirksomheden fra den blev grundlagt i 1863 af oldefaderen kobbersmed Waldemar Graff og til salget i 2004. Skriftet fortæller om de vilkår forretningen er blevet drevet under og indehavernes store interesse og aktive deltagelse i samfunds- og foreningsliv i Ebeltoft gennem de mange år.