Fortsæt til indhold

Pressemøde i Aarhus om Marselistunnelen: To ministre deltager

Aarhus Kommune inviterer til pressemøde på mandag om partnerskabsaftale mellem staten og kommunen om rammer for den videre etablering af tunnelen under Marselis Boulevard i Aarhus.

Samfund
jwh

Mandag afholdes der pressemøde på Aarhus Rådhus om partnerskabsaftale mellem staten og Aarhus Kommune om rammer for den videre etablering af Marselistunnelen.

Det oplyser Aarhus Kommune lørdag i en invitation til pressen.

Til stede vil være finansminister Nicolai Wammen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S), Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Folketingets finans- og transportordførere er desuden også inviteret til at deltage.

Pressemødet afholdes som følge af, at folketingets partier tidligere i år med ”Infrastrukturplan 2035” aftalte en etablering af en tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus. Det skete knap 25 år efter, at tunnelen blev vedtaget i Aarhus Byråd. I 2004 forventede kommunen, at anlægsarbejdet kunne udføres i perioden fra 2008 til 2012. Senere blev byggeriet dog ad flere omgange udskudt på ubestemt tid.

Men nu har planen aldrig været mere konkret. Målet er, at byggeriet af tunnelen kan begynde i 2025 og være færdig omkring 2030. Det fremgår desuden af ”Infrastrukturplan 2035”, at der afsættes i alt ca. 2,7 mia. kr. til at anlægge Marselistunnel for. Det er dog en forudsætning, at Aarhus Kommune og Aarhus Havn bidrager med i alt 600 mio. kr.

Mandagens pressemøde begynder klokken 10 og finder sted i byrådssalen.