Fortsæt til indhold

Kristian Würtz er ny direktør for Brabrand Boligforening

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), skal stå i spidsen for Brabrand Boligforening.

Samfund

Kristian Würtz (S), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, er lørdag blevet præsenteret som ny administrerende direktør for Brabrand Boligforening, hvor han tiltræder 15. januar. Dermed er han fra årsskiftet færdig i aarhusiansk politik og stopper derfor også som rådmand.

»Jeg ser ikke et job som direktør i Brabrand Boligforening som foreneligt med også at varetage et byrådshverv,« fortæller han til Lokalavisen Aarhus.

Den udmelding sker midt i en valgkamp, hvor Kristian Würtz både er at finde i byens lygtepæle og på Socialdemokratiets kandidatliste. Han vil også optræde på stemmesedlen 16. november, når aarhusianerne skal i stemmeboksen. Det er nemlig for sent at fjerne Kristian Würtz’ navn.

»Det er gået meget hurtigt. Jeg blev kontaktet i uge 42, hvor jeg blev opfordret til at søge stillingen, og så har vi haft gang i en dialog. Det kom så midt i en valgkamp, og derfor var det også vigtigt for mig, at få meldt beslutningen ud nu,« siger Kristian Würtz, der ser frem til den nye stilling, som han kalder for et drømmejob.

»Social byudvikling er min store faglige og politiske interesse, så jeg er rigtig glad,« fortæller Kristian Würtz, der siden 2006 har været medlem af Aarhus Byråd.

I 2011 blev han første gang udnævnt til rådmand, da han overtog Jacob Bundsgaards (S) post i Børn og Unge i forbindelse med, at Bundsgaard tiltrådte som borgmester i stedet for Nicolai Wammen (S). Efter valget i 2013 blev Kristian Würtz rådmand for Teknik og Miljø, og efter det seneste valg blev han udnævnt til rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Kristian Würtz overtager direktør-stafetten i Brabrand Boligforening efter Keld Laursen, der i sommer sagde op.

»Vi er glade for at kunne offentliggøre, at Kristian Würtz bliver ny direktør i Brabrand Boligforening. Vi har været igennem en grundig ansættelsesproces med kvalificerede kandidater, og til sidst faldt valget på Kristian, da vi har stor tillid til, at han kan fortsætte den positive udvikling og kan gøre en forskel gennem sit engagement og forståelse for involvering og inklusion,« lyder det i en pressemeddelelse fra Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.