Genopstandne Øer Maritime fik skilt
Anerkendelse fra Turistforeningen for Ebeltoft og Mols til sommerhusområde der har rejst sig efter årtiers forfald.
Turistforeningen for Ebeltoft og Mols har fået lavet et anerkendelsesskilt i messing til Ejerforeningen Øer Maritime Ferieby.
Formanden for Feriebyen Torben Jensen og Anne Marie Ringive modtog meget beæret anerkendelsen under en mindre seance lørdag 30. oktober.
Skiltet blev straks hængt op på det mest synlige sted i Feriebyen. Mere end 50 personer mødte op for at deltage i ceremonien, hvor Ejerforeningen var vært ved et glas champagne.
Årsagen til denne overrækkelse skyldes, at Turistforeningen for Ebeltoft og Mols ønsker at vise sin anerkendelse for det store restaureringsarbejde af bygninger samt for den generelle vedligeholdelse af hele området, som Turistforeningen har fulgt med stor spænding over en årrække. Restaureringsarbejdet er blevet udført, så Feriebyen i dag fremstår skarpt som ved indvielsen 1. juni 1988, da Arne Melchior klippede snoren til ferieeventyret.
Det er prisværdigt, at Ejerforeningen Øer Maritime Ferieby gik ind i dette megaprojekt og ikke mindst, at det lykkedes for dem. I dag står de for den daglige drift og vedligehold. Og at det er en succes, vil et besøg i Feriebyen kunne bekræfte.
Flere skilte kommer
Det er en ny stil fra Turistforeningen for Ebeltoft og Mols, og skiltet er det første i flere, fortæller formand Jørgen Laugesen.
»Vi vil som turistforening gerne vise vores anerkendelse overfor de områder og medlemmer der gør en indsats for turismen i Ebeltoft,« lyder det.
Og så er det selvfølgelig også for at vise at turistforeningen stadig er til stede og sprudler i Ebeltoft.
»Vi arrangerer cykelture, gåture, fællesspisning og deltager blandt andet i Ebelfestivalen, så vi er i høj grad tilstede i Ebeltoft,« mener formanden.