1,8 kilo: Det vejer avisstakken
UgeBladet var velbesøgt fredag aften til Sort Nat, hvor mange deltog i konkurrencen om at gætte, hvad et lille bundt aviser vejede.
Der var trængsel på kontoret fredag aften til Sort Nat i Skanderborg, hvor butikker og avisen holdt åbent til kl. 22. Over 100 besøgende lagde vejen forbi for at smage på vores grønne giftfrøer og portvin og samtidig at deltage i konkurrencen om at gætte, hvad en lille stak aviser mon kunne veje.
Nyheder vejer tungt, det mente mange, og derfor gætte de fleste - og tak for det - et stykke over målet. Stakken med aviser vejede nemlig præcis 1,8 kilo.
Og lige netop det, var der ingen, der havde gættet på. Tættest på kom S. Agerbo fra Skanderborg med et gæt på 1,78 kilo - 22 gram fra det korrekte svar.
S. Agerbo blev dermed vinder af gavekortet på 500 kr. til Skanderborg Citys medlemsbutikker.