Gratis brunch for nye tilflyttere
Mols i Udvikling genoptager succesen med at samle alle områdets nye tilflyttere til en hyggelig ’Mød Mols’-brunch, hvor alle, der er flyttet til området i 2020/2021, er velkomne.
Søndag 14. november inviteres alle nye tilflyttere på Mols og Helgenæs til uformel, børnevenlig brunch i Tved Forsamlingshus. Her vil der udover røræg, rundstykker og andet godt til alle aldre være rig mulighed for at blive lidt klogere på lokalområdet og hilse på en masse andre tilflyttere.
Det skriver Mols i Udvikling i en pressemeddelelse.
Arrangementet begynder klokken 10, og der vil være rig mulighed for at hilse på andre nye tilflyttere – unge som gamle, familier såvel som singler.
»På grund af coronanedlukningen lå initiativet stille sidste år, men nu kan vi heldigvis invitere alle de nye familier, der er flyttet hertil i den mellemliggende periode, på brunch igen. Vi har tidligere oplevet en rigtig stor interesse for vores ’Mød Mols’-arrangementer, som plejer at være nogle hyggelige timer og en god måde for tilflyttere at lære nogle andre at kende. Så vi glæder os rigtig meget til at byde alle velkomne,« siger Ole B. Sørensen fra Mols i Udvikling.
Arrangementet foregår fra klokken 10-13 i Tved Forsamlingshus, Tved Bygade 45, 8420 Knebel. Tilmelding er ikke nødvendig, og arrangementet er gratis. Der vil være velkomst og lidt information om de muligheder, lokalområdet tilbyder, ved henholdsvis Jan Schmidt, formand for Borgerforeningen Mols og Kasper Østvig Nissen, der er næstformand i Mols i Udvikling. Informationsoplæggene begynder kl. 10.