Nu søger pelsede bakteriebomber indenfor: Sådan holder du dem ude
Vinteren kommer, og det samme gør rotterne.
De er fulde af bakterier, har lange tykke haler og giver mange kuldegysninger.
Rotter bliver aldrig et populært dyr, men netop nu, hvor efteråret og kulden sætter ind, søger de små gnavere, ganske uinviteret, ind i vores hjem.
»De er både sultne og desperate efter at finde varme skjulesteder væk fra frosten og fra katte og andre rovdyr,” siger formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer, Claus Schultz, i en pressemeddelelse.
Har kun brug for to centimeter
De pelsede gnavere er ganske adrætte, og en voksen rotte behøver ikke mere end et hul på størrelse med en tokrone for at trænge ind, lyder det.
Typisk finder rotterne ind gennem kloakrister og afløbsrør. Og selv hvis man bor i lejlighed på femte sal, er man ikke sikret mod de ubudne gæster.
»Vi modtager i øjeblikket vildt mange henvendelser om rotter. De er faktisk i stand til at kravle flere etager op gennem en bygnings faldstamme, og en rotte på 300-400 gram kan løfte tre gange sin egen vægt, så en løs gulvrist er intet problem for den,« siger Claus Schultz.
Rotter lever i kloaksystemet, og rotte bærer angiveligt op til 40 forskellige sygdomme, herunder salmonella og den endnu farligere Weils syge, der kan være dødelig for mennesker.