Fortsæt til indhold

30 boliger ved Ågade: Høringssvar ændrede ny lokalplan

Høringssvar påpegede skyggevirkninger, indkigsgener og trafikafvikling.

Samfund

Byrådet godkendte i oktober 2020 et forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg for et område ved Ågade, hvorefter forslagene til planerne blev sendt i offentlig høring.

De høringssvar, som kom ind, gik blandt andet på skyggevirkninger, indkigsgener og trafikafvikling, og derfor er der nu lavet et nyt planforslag, hvor byggefeltet er flyttet mod syd. Dermed bliver der sikret adgang til parkeringspladsen nord og syd for byggefeltet. Desuden minimeres samtidig indkigsgener og skyggevirkninger til de nærmeste naboer i Vestergade.

Der må maksimalt bygges 30 lejligheder i højest fem etager med et samlet bruttoetageareal på 4.000 kvadratmeter.

En forudsætning for realiseringen af boligprojektet er, at den eksisterende erhvervsbygning på Ågade 20 nedrives, så der gives plads til parkeringspladser.

Med undtagelse af Eva Damsgaard (DF), som mener, at fem etager er for højt, har Planudvalget godkendt den nye lokalplan og kommuneplanstillæg. Nu er det så op til byrådet at vende tommelfingeren op eller ned. Ender det med en godkendelse, kommer planen i offentlig høring i fire uger.