Djurslandgården er nomineret til Landbrugets Samfundspris
Deltidsudvalget i Djursland Landboforening har indstillet Djurslandgården – og dermed de fem værtsgårde bag konceptet – til Landbrugets Samfundspris 2021.
Djurslandgården er nomineret til Landbrugets Samfundspris 2021. De er oppe imod otte stærke kandidater, og den endelige vinder af prisen kåres på Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning 10. november.
Det skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.
Det er Deltidsudvalget i Djursland Landboforening, som har valgt at indstille Djurslandgården – og dermed de fem værtsgårde bag konceptet, til prisen.
»For der er jo ingen tvivl om, at Djurslandgården skal vinde Landbrugets Samfundspris 2021. Djurslandgården er et helt unikt tilbagevendende koncept, som er et kæmpe aktiv for landmanden, lokalsamfundet og turisterne på Djursland og hele Danmark. Siden Djurslandgården startede for over 10 år siden, har besøgstallet kun været stigende hvert år. Vi synes, at Djurslandgården fortjener denne pris, og vi krydser i al fald alle vores fingre den 10. november,« lyder det fra Tina Maaberg, projektkoordinator, Djursland Landboforening.
Landbrug og Fødevarer har indstiftet ”Landbrugets Samfundspris”, for at sætte fokus på den store forskel, medlemmerne gør lokalt på tværs af landet. Alt i alt lægges der vægt på, at kandidaten har gjort en ekstraordinær indsats til gavn for det lokale fællesskab.
Det er ikke kun æren og et enormt klap på skulderen, der følger med at vinde Landbrugets Samfundspris. Vinderen får chancen for at samle venner, hjælpere og hele lokalsamfundet til en prisfest af de helt store. En del af præmien er en samlet pakke med fuldt udstyret festtelt, kokke og musik.