Politiforbund foreslår strømpistoler til danske betjente: Vi mangler noget mellem stav og tjenestepistol
Politiforbundet vil gerne afsøge markedet for at kunne få endnu et magtmiddel, som strømpistol eller bean bag-pistoler, der kan give dem mulighed for at holde tjenestepistolen i hylsteret i højere grad.
Det har store personlige omkostninger for de betjente, der trækker tjenestepistolen op af hylsteret og skyder med skarpt.
Derfor går politiets fagforening Politiforbundet ud i fagbladet Dansk Politi og efterlyser et nyt magtmiddel til de situationer, hvor politistav eller peberspray ikke er effektive, men hvor affyring af skarpe måske kan undgås. Det forklarer Lars Wolsgaard, der er politisk ansvarlig for udstyr og sikkerhed i Politiforbundet.
»Det er vigtigt hele tiden at se på, om vi har de rigtige værktøjer til de rigtige opgaver,« siger Lars Wolsgaard.
Han forklarer, at det især er i situationer, hvor politibetjente har med personer med psykisk sygdom eller stærk påvirkning af rusmidler at gøre, at de håndnære redskaber som politistave og peberspray ikke er effektive.
»Det er ofte med syge personer og ikke decideret kriminelle, hvor de her situationer opstår, og det er ikke hensigtsmæssigt at skyde de her personer. Vores andre magtmidler som peberspray og stav er ikke effektive i de her situationer. Peberspray virker ikke på de her personer, og de kan være bevæbnet med noget, der gør, at vi ikke kan komme tæt nok på til håndkraft,« forklarer han.
Kæmpe pres på betjente
Det er også i høj grad hensynet til kollegaernes mentale sundhed, der spiller ind, når Politiforbundet nu går ud og efterlyser et nyt magtmiddel til arsenalet. Ifølge Lars Wolsgaard er der et kæmpe pres på de betjente, der affyrer deres pistoler – også selvom reglerne sandsynligvis har været fulgt.
»Vi har flere kollegaer, der går ned med PTSD – ikke mindst på grund af den efterbehandling, der er ved sådan en situation. Der er et kæmpe pres på betjentene hele vejen rundt – fra ledelsen, offentligheden, pressen og omgangskreds og familie. Vi har et stærkt fokus på, at vi har flere kollegaer, der skal leve med efterveerne af det her. Når vi nu ved, at der er flere ting på markedet, så synes vi, vi skulle prøve det,« siger han.
Ikke nødvendigvis strøm
Selvom strømpistolen kunne være et godt bud, har Lars Wolsgaard og Politiforbundet ikke lægge sig fast på, at det skal være det endelige bud. Et alternativ kunne også være en såkaldt ’beanbag’, der affyrer en bønnepose, som slår luften ud af en gerningsmand.
Det er ofte med syge personer og ikke decideret kriminelle, hvor de her situationer opstår, og det er ikke hensigtsmæssigt at skyde de her personer. Vores andre magtmidler som peberspray og stav er ikke effektive i de her situationer. Peberspray virker ikke på de her personer, og de kan være bevæbnet med noget, der gør, at vi ikke kan komme tæt nok på til håndkraft.Lars Wolsgaard, Politiforbundet
Det vigtigste er for Politiforbundet er, at man undersøger de muligheder, der findes på markedet, og forhåbentlig på sigt kan afbøde, at nogle betjente må forlade styrken på grund af de eftervirkninger, der har oplevet ved at affyre tjenestepistolen. Og det er noget, de mærker, at betjentene efterspørger rundt omkring.
»Vi er en fagforening, og vi giver udtryk for det, vores medlemmer taler med os om. De fortæller os om situationer, de har været i, hvor de mangler det her værktøj. Og så har vi jo selv kunnet følge med i situationer, der ender på tragisk vis, hvor vi lidt bagklogt kan sige, at det kunne måske være løst på en anden måde,« siger han.
Ifølge Lars Wolsgaard er der lavet forsøg i nogle af nabolandene om brug af strømpistoler eller beanbags som alternative magtmidler, men det er vigtigt, at der bliver lavet undersøgelser herhjemme også, for det kan være vanskeligt at sammenligne nøjagtigt mellem lande, forklarer han.
Derfor er Politiforbundet gået i dialog med Rigspolitiet, der skal afsøge mulighederne og afprøve, om der er grobund for at indføre strøm eller alternative magtmidler i den danske politistyrke.