Fortsæt til indhold

Politiet laver rekordstor fangst af ulovlige cigaretter ved grænsen

15 mio. cigaretter, der ikke er betalt afgifter af, er blevet beslagtlagt ved den danske grænse, og fundet er rekordstort. Myndighederne anslår værdien af den manglende afgift til 26 mio. kr.

Samfund
sbl

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd og Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen gjorde et rekordstort fund, da myndighederne mandag den 27. september 2021 undersøgte en polsk lastbil, der var stoppet af politiet, nær Frøslev grænse, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Fundet skete på baggrund af et tip fra Skattestyrelsen.

I lastbilen fandt politiet 15 mio. cigaretter, der efterfølgende er blevet beslaglagt, da der ikke var betalt afgifter af cigaretterne. Skattestyrelsen har efterfølgende opgjort de manglende afgifter til en værdi af 26 mio. kr.

»Der er tale om den største beslaglæggelse, som vi har foretaget inden for de senere år. Beslaglæggelsen kunne kun lade sig gøre, fordi vi har overvåget forsendelsen i vores systemer, siden den forlod Sydeuropa. Så da Syd og Sønderjyllands Politi kontaktede os og sagde, at de havde stoppet lastbilen, var vi ude og beslaglægge hele forsendelsen,« siger Anne Sofie Hedemann, underdirektør i Skattestyrelsen.

Systemet, som Skattestyrelsen har fulgt forsendelsen i, er det fælleseuropæiske EMCS-system (Excise Movement and Control), hvor europæiske virksomheder registrerer forsendelser af tobal, spiritus og mineralolieprodukter, der endnu ikke er betalt afgifter af.

Den danske modtager af de 15 mio. cigaretter havde ikke købt de nødvendige stempelmærker, så Skattestyrelsen gav en melding til Syd- og Sønderjyllands Politi, og da den polske lastbil forsøgte at krydse grænse, så klappede fælden.

Politiet har også fået et øget fokus på ulovlige cigaretter, der krydser grænsen, forklarer Brian Fussing, chef for UKA Vest.

»Vores analyser og efterforskninger peger på, at når afgifterne på cigaretter stiger, forsøger man at tjene penge ved ulovlige indførsler og smuglinger. Derfor har vi også i et stykke tid haft øget fokus på området,« siger han.