56 nye P-pladser: Superbrugsen Hornslet udvider
Brugsforeningen har erhvervet sig to parcelhusgrunde, så butikkens område snart vil strække sig fra Toftevej til Løgtenvej. Samtidig bliver kiosken renoveret.
Superbrugsen i Hornslet står foran store forandringer. Butikken har længe haft udfordringer med antallet af parkeringspladser. Blandt andet cykelparkering. Samtidig meddeler butikken, at kiosken i den kommende tid vil gennemgå en totalrenovering, som følge af det store antal pakker butikken dagligt håndterer.
»Vi ligger på en fornuftig placering som en bynær butik, som også er for kunder, der ikke kommer i bil, men er gående eller på cykel. Så vi skal blive her, og vi skal ikke ud af byen. Så vi gør det her for at fremtidssikre butikken,« siger formanden for brugsforeningens bestyrelse, Lone Rasmussen.
»For at pakkeområdet kan blive mere effektiv, og både kunder og medarbejdere kan få en bedre oplevelse, så renoverer vi kiosken.«Thomas Rasmussen, brugsuddeler i Superbrugsen Hornslet
Butikken har dog ikke planer om at udvide lige foreløbig, så på den korte bane betyder købene blot at parkeringsmulighederne for biler og cykler bliver bedre.
»I forbindelse med at postdelen af butikken er vokset betydeligt, så lukkede vi den ene indgang af, for at skabe plads til de mange pakker. Så samtidig med at vi gør det her, så bygger vi en ny kiosk til kunderne, så der gerne skulle være mere plads.«
Bare denne dag modtog butikken 700 pakker, fortæller Thomas Rasmussen. Butikken har 32 meter bare med pakker.
»For at pakkeområdet kan blive mere effektivt, og både kunder og medarbejdere kan få en bedre oplevelse, så renoverer vi kiosken,« siger han.
Længe undervejs
Brugsen har ligget samme sted siden 1978. Hornslet by er vokset betydeligt siden dengang, og derfor har det løbende krævet udvidelser af butikken.
»Den tidligere uddeler startede faktisk med det her i 1995, hvor Løgtenvej 2A bliver sat til salg, og han forsøger at købe det. Der var dog nogle, der kom ham i forkøbet. Vi fik det ikke, og siden er tiden bare gået. Han købte dog et andet hus ud mod Toftevej dengang,« fortæller Thomas Rasmussen.
»En måned efter vi havde købt villaen, opstod muligheden for at købe 2A også. Jeg var på ferie på Mallorca, og blev ringet op af ejeren, og så købte vi også den ejendom. Vi skulle handle hurtigt.«Thomas Rasmussen, brugsuddeler i Superbrugsen Hornslet
Den grund blev siden til parkeringspladser, men brugsen havde ikke glemt Løgtenvej 2A.
»Vi begyndte at igen arbejde på købet af Løgtenvej 2A allerede i 2011, hvor vi fik at vide, at de var interesserede i at sælge. De seriøse forhandlinger startede i 2019 med Løgtenvej 2A, hvor 2B også kom på banen. Vi begyndte så at undersøge med kommunen og foretog høringsrunder.«
Ligesom resten af verden blev Superbrugsen dog ramt af corona, og det udskød processen til december 2020. Grundene blev endelig en del af kommuneplanen, og efter ansøgningerne om nedrivnings- og byggetilladelserne var sendt afsted, begyndte det at gå stærkt. Lodsejerne ville sælge nu, og efter et hurtigt bestyrelsesmøde besluttede brugsforeningen at købe grundene.
Nu ser Superbrugsen frem til at udvide parkeringspladsen og renoveringer på kiosken, som gerne skal gøre handleoplevelsen bedre for kunderne. Nedrivningsarbejdet går i gang i næste uge, og det forventes at stå færdig engang i 2022.