Her er den næste folkelige pickup
Ford er ved at være klar til at lancere den nye Ranger.
Der er stadig brug for hårdføre pickupper i den ganske verden - og i Danmark. Nu er Ford næsten klar med en ny generation af Ranger, og billeder af et noget formummet eksemplar er vist.
Den nye model kommer til næste år, og den bliver søstermodel til VW Amarok. Den er en del af et større samarbejde, hvor VW Caddy sælges som Ford Tourneo Connect, mens parterne også på sigt skal producere VW Transporter og Ford Transit på en fælles platform.
Den nye Ford Ranger ventes at få Fords 2,0 liters Ecoblue-dieselmotor, og den kommer med baghjulstræk og firehjulstræk.
Der gisnes også om en helt elektrisk version, der vil passe ind i Fords strategi om at blive helt elektrisk inden for få år. Således kommer der også en helt elektrisk Transit, mens den store F-150, som er bestseller på hjemmebanen i USA, lanceres i en helt elektrisk version.
Ford pønser angiveligt også på en hidsig Raptor-udgave.
Der bliver dog først og fremmest lagt vægt på de praktiske egenskaber i Ranger, som sælges på 180 markeder verden over.
Her kommer der angiveligt nye og mere avancerede terrænprogrammer.
Desuden ventes interiøret at få et løft med mere personvognsagtige elementer, muligvis fra Ford Kuga, og med en storskærm på otte tommer.
Den nye Ford Ranger skal ligesom VW Amarok bygges på Fords fabrik i sydafrikanske Silverton.