Fortsæt til indhold

»Jeg er en væddeløbshund med tre ben«

Det er medfødt og arveligt at være ordblind, men der er god og gratis hjælp at hente i dag. Det gør Anders Bech Jensen god brug af på VUC i Hornslet, hvor han går på et hold for ordblinde.

Samfund

Han har egentlig klaret sig fint på trods af sin ordblindhed, og hans arbejdsgivere har kunnet forstå det, han skrev, selv om der var fejl i. Men det nagede Anders Bech Jensen, at han var nødt til at skrive, hvad han kunne stave til, og ikke det, han egentlig ville formulere. De sidste to år har han gået til ordblindeundervisning på VUC i Hornslet for at blive bedre til at skrive.

»Efter starten her er jeg blevet flyvende på at skrive. Jeg har lært at få bedre styr på mine tekster med opbygningen af dem og tegnsætning. Jeg vil jo gerne skrive noget, der kan forstås og er lækkert formuleret. Jeg ved nu, jeg har evner, der strækker sig længere end det, jeg har udnyttet,« fortæller han i en pressemeddelelse, der er sendt til Lokalavisen om Anders’ succes trods ordblindhed.

Ud over selve undervisningen, der er tilrettelagt specielt til ham, har han særlige værktøjer stillet til rådighed. Et af dem hedder AppWriter, som kan læse tekster op og give ordforslag, når han skriver. Det gør ham bedre til at stave ordene, og han kan høre, hvis kommaer sidder forkert. Hans ordblindhed blev opdaget sent, selv om han i Folkeskolen tidligt havde problemer.

Handler ikke om intelligens

»Jeg vidste, jeg havde udfordringer med dansk i 2. eller 3. klasse, men først i 6. klasse fik jeg specialundervisning. Det fik jeg ikke meget ud af, for det var bare den samme undervisning som i 2. klasse. Det, der ramte mig mest, var, at de ikke så mig, hvor jeg var,« fortæller Anders Bech Jensen.

På VUC Djursland i Hornslet tager man udgangspunkt i den enkelte kursists problemstilling. Det gør man ved at lægge ud med at afdække, hvordan kursisten kan hjælpes videre. Næste skridt er introduktion af it-værktøjer og efterfølgende undervisning i, hvordan vi bygger ord op på dansk. Ordblindhed har nemlig mange ansigter, og har intet med intelligens at gøre.

»Alle ordblinde har problemer med skriftsproget. For nogle er det svært at læse ord på mere end 3-4 bogstaver, mens andre først oplever vanskeligheder, når de eksempelvis går i gang med et studie, hvor der skal læses og skrives meget. Nogle er mest udfordret på læsning, andre er mest udfordret på stavning,« fortæller Charlotte Mosbæk Jensen, koordinator for ordblindeundervisningen på stedet.

Hver får individuel plan

Mens Anders er til undervisning, får han fuld løn, mens hans arbejdsgiver får lønkompensation. Han har lige fået et nyt job, som han ikke havde sagt ja til, hvis ikke han havde gået på VUC. I det nye job skal han bygge prototyper og til udlandet for at overvåge, at produktionen bliver startet rigtigt. Han tror på, han kan honorere de skriftlige krav i det nye job, selv om han ved, han aldrig slipper af med sin ordblindhed.

»Jeg er en væddeløbshund, der mangler et ben. Jeg kan godt løbe hurtigt, altså skrive, men ikke så hurtigt, som hvis jeg havde haft alle fire ben. Sådan er det med min ordblindhed, som jeg nu ved er medfødt og arvelig. Jeg har tre ordblinde børn,« forklarer han.

Alle kan blive testet for ordblindhed på VUC i Hornslet og i Grenaa, og alle ordblinde kan få gratis undervisning. For arbejdsgivere er der den gulerod, at blot kursisten følger ordblindeundervisningen i mindst tre timer om ugen, gives der lønkompensation via SVU-midlerne fra Staten.

«Vi har sammenlagt 30 kursister for tiden på VUC Djursland i Hornslet og Grenaa. Der undervises på små hold med 2-6 deltagere. Hver deltager arbejder ud fra sin egen plan. Der er løbende optag, og man forpligter sig ikke for en bestemt periode. Og der er ikke nogen, vi ikke kan hjælpe,« slutter Charlotte Mosbæk Jensen.