Stemme-Fischer fik lavet robot-stemme
Jan Fischer fra Socialdemokratiet bruger virkelighedstro robot i valgvideoer, der roser ham.
I Syddjurs kan du på sociale medier se flere valgvideoer, hvor virkelighedstro studieværter fortæller om den socialdemokratiske byrådskandidat Jan Fischers fortræffeligheder.
Værterne er computergenererede avatarer og siger kun det, som de er blevet programmeret til at sige.
TV2 Østjylland har spurgt det nuværende byrådsmedlem fra Hornslet, om han ikke syntes det er utroværdigt.
»Nej, absolut ikke. Der er nogle, der har spurgt mig, hvorfor det ikke er mig selv, der taler. Men de ved jo, hvad jeg ville sige, siger han og fortsætter:
»De kender mig jo godt. Og jeg synes, at idéen var genial,« siger Jan Fischer til TV2 Østjylland.
Han fik konceptet fra Mogens Greve, der er freelancer med eget firma, kaldet herligt.dk
Og Mogens Greve fra Karlby fik ideen, efter at han havde læst en bornholmsk artikel om en ny TV-vært på det lille nyheds-site Bornholm.nu.
Studieværten Bridget er en af software-virksomheden Synthesias mere end 40 computerskabte personer og hun læser lystigt nyheder op i det bornholmske.
Måske den første i verden
Enhver politikers mål med sin valgkamp er at skabe opmærksomhed om sit kandidatur.
»Jeg har valgt at bruge glimtet i øjet til lidt sjovere/skævere videoer og har serveret seriøse budskaber lidt anderledes,« mener Jan Fischer, der i den nuværende byrådsperiode er formand for udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet i Syddjurs Kommune.
»Jeg tror, at vi fremover kommer til at se meget mere til computerskabte personer på nettet - måske også i medierne, og måske også i forbindelse med undervisning og uddannelse. Og det ER da sjovt at tænke på, at jeg sikkert er den første i hele verden til at bruge denne teknologi i en valgkamp.«
Mogens Greve fik ideen efter at have læst om TV-værten på Bornholm.
»Efter at have undersøgt det lidt nærmere, opstod idéen om at lave ultra korte tekster om nogle af mærkesagerne – og få dem læst op. Jeg kendte Jan og vidste, at han i forskellige sammenhænge ikke har været bange for at kaste sig ud i noget og prøve noget nyt,« fortæller Mogens Greve.
»Når først du har modellen på plads, er det forholdsvis enkelt at lave nye videoer med nye figurer. Udfordringen ligger i at få figuren til at tale dansk ved at ”stave forkert” - eksempelvis ”Hvor er du nu henne” som mere udtales i retning af ”vår er du nu? hænne”.«