Fortsæt til indhold

Spil Dansk: Kulturlivet i Syddjurs vokser år for år

I sidste uge var Syddjurs Kommune igen i år en markant Spil Dansk kommune. Arrangementets årlige tilbagevenden er ifølge projektkoordinator med til at skabe momentum for kulturlivet i kommunen.

Samfund

Gentagelse skaber traditioner. Hver gang arrangementer som Spil Dansk Ugen vender tilbage, så er det vokset i folks bevidsthed. Det er en af de store styrker ved Spil Dansk Ugen ifølge Rebekka Evangelia Vetter, der er projektkoordinator hos Kulturhotellet, og er med til at afvikle Spil Dansk Ugen i Syddjurs Kommune.

»Vi kan bare se, at det vokser år for år. Det skaber en eller anden kampgejst blandt alle de involverede, og det er virkelig fedt.«

Rebekka Evangelia Vetter har arbejdet for Kulturhotellet siden 2017. Hvert år har de og Syddjurs Kommune været en markant del af Spil Dansk ugen

»Når folk kender noget, så opstår der en anden form for tilslutning. Folk siger: »Ej, det var fedt sidste år. Det gør vi igen« eller »Gad vide hvordan det bliver i år,« og så giver det bare meget mere mening for os. Så det gælder om at fastholde momentum.«

Styrker samarbejdet

Det kan mærkes i kommunen, når en national begivenhed som Spil Dansk Ugen bliver en fast del af kalenderen hos et lokalt kulturhus som Kulturhotellet i Rønde.

»Det er noget, der samler folk på tværs af alle mulige grænser. Det er noget der skaber netværk, fordi musikere og arrangører, der ikke nødvendigvis ville have fået øje på hinanden, pludselig lærer hinanden at kende.«

»Det er jo en anledning for os som kulturhus til netop at få skabt noget liv igen. Det har jo været næsten helt væk i en periode. Online arrangementer er bare ikke det samme, og det er skønt at få den her anledning til at samarbejde igen.«
Rebekka Evangelia Vetter, projektkoordinator hos Kulturhotellet

Samtidig er arrangementet også med til at skabe en række debatter, som rører sig i kulturlivet. I år har Kulturhotellet eksempelvis brugt lejligheden til at undersøge hvad fællessangen kan og til at sætte fokus på hvem der møder barrierer i musikbranchen. I år har der blandt andet været fokus på kvindelige artister og den skævvridning, der er mellem kønnene.

»Spil dansk har en evne til at sætte fokus på noget, vi alle sammen har rigtig stor glæde af nemlig: musik. Vi er jo en kulturkommune kan man sige, som bruger kulturelle events som anledning til at skabe noget godt liv for befolkningen, og det her det er en fed anledning.«

Et presset kulturår

Få områder har været ligeså hårdt ramt af corona-krisen som kulturlivet. Hos Kulturhotellet har de set frem til igen at komme fysisk ud til publikum og vise alt det, de har gået og brændt inde med.

»Det er jo en anledning for os som kulturhus til netop at få skabt noget liv igen. Det har jo været næsten helt væk i en periode. Online arrangementer er bare ikke det samme, og det er skønt at få den her anledning til at samarbejde igen.«

Kulturhotellet i Rønde er en kreativ smeltedigel i Syddjurs Kommune som til dagligt huser blandt andet Syddjurs Egnsteater og foreningen Musik i Rønde. Arrangementer som eksempelvis Spil Dansk Ugen er med til at styrke samarbejdet mellem de forskellige foreninger og initiativtagere både på Kulturhotellet og i hele kommunen

»Vi har lige haft en musikfestival her i huset, hvor vi havde 13 koncerter på en dag. Det var rent lokale musikere.«

Arrangement har ifølge Rebekka Evangelia Vetter givet os anledning til, at Kulturhotellet næste år afvikler musikfestivalen i uge 44, der er Spil Dansk Ugen.

»Det bliver et Spil Dansk arrangement næste år. Så den her repetitive måde at afvikle arrangementer på ad åre er med til at generere nye samarbejder og nye projekter på kryds og tværs.«