Børnehave for hunde boomer: I Potefryd er alle »børn« smukke

William bryder sig egentlig ikke om mænd.

Det får jeg fortalt efter, jeg har siddet og aet den 10-årige engelske bulldog kærligt bag ørerne. Han virker nu ret godmodig. Måske spiller timingen ind. William skal sove lur om et øjeblik.

De andre i rummet har været opmærksomme på interaktionen mellem bulldog og journalist af hankøn. Jeg tror, de passer godt på både vovser og mennesker i Hundehaven Potefryd.

Potefryd kan med lidt god vilje beskrives som en børnehave for hunde. Et sted, man kan aflevere sin hund, mens man går på arbejde. Et alternativ til, at hundene skal være alene hjemme i X antal timer. Der er dog hunde i alle aldre. William er eksempelvis 10 år.

»En hulens masse hvalpe«

Potefryd er beliggende i et industriområde i Brabrand, og mens der ikke umiddelbart er meget kærlighed i luften uden for hundehaven, er der masser af »love in the air« indenfor.

Det er tydeligt, at den daglige leder, Anette Kaas van Gucht, er pjattet med hunde. Det samme er de fire-fem frivillige, der er til stede. Hundene er »ham« eller »hende.« Ikke »den«.

Den dag, jeg besøger Potefryd, bliver 20 hunde passet. Det er en hel del, fortæller Anette Kaas van Gucht. Det er tydeligt, at mange har brugt coronanedlukningen til at anskaffe sig en hundehvalp, vurderer hun.

Nu er de fleste atter tilbage på arbejde, og der er brug for pasning.

»Folk har fået en hulens masse hvalpe, og mange af dem har været hjemme sammen med deres ejere. De har hygget sig, og så er det måske lidt hårdt at være alene hjemme i otte timer. Der er nogle, der har arbejdet hjemme i noget nær to år, og så fortæller naboen måske, at deres hvalp hyler, fordi de ikke er hjemme mere,« siger Anette Kaas van Gucht til Lokalavisen Aarhus.

Madpakker og puttebamser

Hundene er godt brugte, når de kommer hjem fra en dag i Potefryd, fortæller hun. De bliver stimulerede og socialiserede. Bagefter har hundene som regel brug for at slappe af. De er sansemættede.

»Vi anbefaler ikke, at de kommer herud hver dag, for det er hårdt for dem. De skal i hvert fald vænne sig til det. De er jo i gang hele tiden. Der bliver løbet, leget og tumlet, og der er en masse dufte og hunde, man skal tage stilling til,« siger Anette Kaas van Gucht.

Sammenligningen med en vuggestue/børnehave er på nogle områder nærliggende. Nogle får en puttebamse med. De mindste har brug for ekstra hvile. En gruppe betegnes som »Duracell-batterier.« Det gode legetøj er i høj kurs. Nogle leger vildt. Nogle er forsigtige af natur. De største bestemmer.

(I en rigtig børnehave begynder børnene ikke at humpe hinanden fra det ene øjeblik til det andet. Det kan ske i Potefryd)

De fleste hunde har madpakke med, når de kommer. Den dag, jeg er på besøg, har dobermannen Pablo ikke fået sin med, fordi ejeren kom lidt hurtigt ud ad døren. Der er heldigvis mulighed for at købe »kantinemad.« Pablo kan i øvrigt give kys på kommando.

Hundene kan komme fra klokken 6.30. De sover middagslur fra 10-14. Hundene sover ved siden af hinanden i to lag. Der bliver »snakket« en del, inden de falder i søvn.

»Når klokken bliver 9.45 ved de godt, at det er tid til deres madpakke. Den får de i buret, og de plejer at sove i det samme bur. Hvis de ikke får sovet, bliver de ligesom børn, der pisker en stemning op,« siger Anette Kaas van Gucht.

Fire hænder ikke nok

To gange i løbet af en dag kommer hundene ud at gå en lille tur, så de kan nifle og eventuelt komme af med tungt affald. Medarbejderne i Potefryd har stort set altid en rulle sorte plastikposer på sig.

»Vi går om formiddagen og om eftermiddagen. Vi er i et industriområde, og vi går kun nogle korte ture, så de lige kan læse avisen,« lyder det.

Hvis en hundeejer gerne vil have sin hund passet i Potefryd, skal hunden først screenes, så personalet kan se, om den kan fungere i hundeflokken. I nogle tilfælde må Anette eller hundehavens anden fastansatte medarbejder, Malene, takke nej.

I alt bliver omkring 60 hunde i øjeblikket passet i Hundehaven Potefryd. Fire hænder er langt fra nok. Der er heldigvis hjælp at hente.

»Vi er meget, meget taknemlig for de 30 frivillige, der bruger deres fritid på at komme herud og få noget pelsterapi,« siger Anette Kaas van Gucht.

Siger ikke nej til møsser

45-årige Anette, der er uddannet sosu-assistent, kan højst sandsynligt navnene på samtlige 60 hunde, der bliver passet i Potefryd. Hun beskriver sit job som »det bedste, jeg nogensinde har haft.«

»Jeg elsker at gå på arbejde, og jeg får en masse hundemøs og kærlighed. Jeg har aldrig været så lidt syg som efter, jeg er startet herude,« siger hun.

Tænker du nogensinde over, hvor de munde har været?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg siger ikke nej til en møsser. De kan bare kommer an. Jeg får våde briller ret ofte,« lyder svaret.

Når Anette er færdig med dagens arbejde, tager hun hjem til sine to egne hunde, en stabyhoun og en græsk gadehund. En tredje hund er på vej.

Er Potefryd ligesom en rigtig børnehave, hvor pædagogerne har favoritter, selvom de siger, at de ikke har?

»Alle hunde stjæler ens hjerte, men jeg vil da ikke udelukke, at de frivillige har deres favoritter. Men jeg holder af dem alle. Det gør jeg.

Hundene i Potefryd kan i øvrigt se frem til 1. december. Så er der pakkekalender. Hundene åbner selv deres pakker.