Fortsæt til indhold

Kan en arbejdsgiver påkræve coronatest i fritiden? Det har Arbejdsretten netop taget stilling til

Kræver en arbejdsgiver, at ansatte skal coronatestes inden fremmøde, så tæller det nu også som arbejdstid.

Samfund
af

Hvis en arbejdsgiver kræver af sine ansatte, at de skal lade sig teste i fritiden, så tæller det nu også som arbejdstid.

Det har Arbejdsretten afgjort i en sag som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har ført for Dansk Sygeplejeråd. Det skriver Finans.dk.

Den konkrete sag handler om en gruppe raske og symptomfrie sygeplejersker ansat på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, der sidste år modtog både sms og arbejdsmail om, at der var konstatere coronavirus på deres afdeling.

I beskeden fik sygeplejerskerne besked om, hvornår de skulle lade sig teste som et led i smitteopsporingen. Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation i en omtale af sagen.

Selvom hospitalets besked til sygeplejerskerne var i tråd med Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så ændrer det ikke ved, at der var tale om et såkaldt tjenstligt pålæg. Det har Arbejdsretten fastslået.

»Arbejdsretten finder, at Region Sjælland som arbejdsgiver har disponeret over medarbejdernes fritid på en måde, der gør, at den tid, sygeplejerskerne har brugt på test, skal anses som arbejdstid,« skriver FH.

Med afgørelsen slår Arbejdsretten altså fast, at krav om coronatests i ansattes fritid reelt skal tælle som arbejdstid.

I den konkrete sag er spørgsmålet om sygeplejerskernes honorering for den brugte tid dog endnu ikke afgjort.

Dansk Sygeplejeråd ønskede, at Region Sjælland skulle honorere sygeplejerskerne efter deres arbejdstidsaftale (om bl.a. overarbejde tilkald og inddragelse af fridøgn).

Arbejdsretten fastslog dog ifølge FH, at netop dette spørgsmål beror på en fortolkning af den konkrete arbejdstidsaftale, »og den slags spørgsmål afgøres ved faglig voldgift, medmindre parterne kan indgå en aftale«.