19-årig sneg sig til sex, men er frikendt for voldtægt
Vestre Landsret har frikendt en 19-årig mand for voldtægt, men dømt ham for at snige sig til samleje.
Det var ikke voldtægt, da en 19-årig mand tilbage i januar havde samleje med en kvinde, der forvekslede ham med en anden, har Vestre Landsret afgjort.
Det skriver TV2.
Til gengæld dømmes den 19-årige mand for at snige sig til sex med kvinden, der troede, han var en anden. Samme afgørelse kom byretten frem til i Aarhus tilbage i marts.
I januar var den dømte med tre venner i et sommerhus med to jævnaldrende kvinder i Odder syd for Aarhus. Den ene af kvinderne gik frivilligt i seng med en af den 19-åriges venner, mens han selv var sammen med den anden kvinde i et andet værelse. De to mænd havde tidligere luftet idéen om partnerbytte, men begge kvinder afviste idéen.
Senere byttede de to mænd værelser uden at fortælle det til kvinderne, og den 19-årige og kvinden, han sneg sig ind til, havde efterfølgende samleje.
Den 19-årige var i marts i byretten tiltalt for voldtægt efter den nye voldtægtslov.
I den nye bestemmelse, som trådte i kraft den 1. januar i år, står det skrevet, at voldtægt ikke kun er tiltvingelse af samleje, men også når en person har samleje med en person, der ikke har givet samtykke til det.
Men både by- og nu også landsret finder, at han ikke har gjort sig skyldig i voldtægt med manglende samtykke. I stedet blev han dømt for at have tilsneget sig samleje, hvilket straffes mildere end voldtægt.
Ved Retten i Aarhus i marts blev den 19-årige idømt seks måneders fængsel.