Bolia slår alle rekorder: Omsætter nu for mere end en milliard kroner
Bolia har øget sin indtjening med 20 procent og er tæt på at ramme 100 mio. kr. i overskud.
De mangler ikke smør på det dyre designbord hos den aarhusianske møbel- og designkæde Bolia, som har til huse i Værkmestergade.
Selskabet, der er ejet af Lars Larsen Group, har nemlig netop offentliggjort dets årsregnskab, og det viser en markant fremgang på flere parametre.
Således har Bolia i regnskabsåret 2020/2021 øget sin omsætning med 14 procent til 1,2 mia. kr., og på bundlinjen er der også kulsorte tal. Designkæden har tjent 96,6 mio. kr. og har dermed øget indtjeningen med 20 procent.
Ifølge kædens direktør Lars Lyse Hansen skyldes en del af fremgang, at selskabet har skiftet strategi til at udvikle færre, men langt bedre og tidløse, designs. Det betyder også, at man har kunnet udvide sin produktgaranti til 10 år, og det er noget, forbruger kan lide.
Det flotte resultat betyder også, at Bolia kan sætte endnu mere skub i den vækst, der er planlagt.
»Vi skruer op for vores ekspansion af nye butikker, webshops, globale partnerskaber og salg til det professionelle marked,« siger Lars Lyse Hansen i en pressemeddelelse.
Bolia har netop åbnet nye designbutikker i Eindhoven, Rotterdam, Alkmaar, Berlin og Luxemborg, og fremadrettet planlægger man at åbne 1-2 nye designbutikker hver måned året rundt.