Stor succes med møder for tilflyttere
Første netværk er allerede etableret.
»Jeg er utrolig begejstret for det flotte fremmøde og vi allerede har gjort en stort forskel for helt nye tilflyttere i kommunen.«
Sådan falder ordene fra Bodil Richardt, der netop har afsluttet en række på fire arrangementer for tilflyttere til Norddjurs Kommuner. De fire events fandt sted i den vestlige ende af kommunen, i landsbyhallen Blåhvalen i Hevring.
Mere end 20 husstande
Den kommunale projektleder fortæller, at mere end 20 husstande deltog i de fire arrangementer, der havde til formål at skabe et nyt netværk for tilflyttere.
Der var mødt familier op fra Ørsted, Karlby, Fjellerup, Tøjstrup, Revn, Gjerrild, Ørum, Trustrup, Emmelev, Lystrup og Bønnerup for blot at nævne nogle af lokaliteterne.
Bodil Richardt fortæller om en stor positiv tilbagemelding fra de fremmødte tilflyttere, der værdsætter initiativet.
Der er allerede etableret et netværk, der kommer til at fortsætte på frivillige hænder. Og det er allerede sat in værk. Netværket tæller blandt andet et par, der er flyttet til Ørsted fra København.
»Vi har nedsat en styregruppe på otte frivillige fra rundt omkring i kommunen. Den kommer fremover til at lave arrangementer. Der er også lavet en facebookgruppe for nye tilflyttere med navnet ’Norddjurs Tilflytternetværk’«
Trivsel er vigtig
Bodil Richardt tilføjer, at man som yngre tilflytter på landet kan melde sig ind i denne gruppe og læse om kommende begivenheder.
»Vi ved, at det er vigtigt, at tilflyttere trives socialt. Både hvis de skal anbefale deres nye egn til andre men også for at fastholde dem på egnen. Og så er borgere der trives og udgør en mere forskelligartet befolkning et stort aktiv for en kommune,« lyder slutreplikken fra den lederen af det kommunale tilflytterprojekt.