Jacob siger aldrig nej til en ny kunde
10 travle år med J.S-Byg fra Auning
»Det nære og meget lokale er afgørende for os. Vi skal aldrig glemme, at det er her vores forretning er og det er her kunderne er.«
Sådan forklarer 36-årige Jacob Skipper lidt af den grundlæggende tanke, han har lagt i sit firma, der i år kan fejre 10 års jubilæum.
J.S.-Byg har base i Auning men Jacob er oprindelig fra Vivild. Hvor han er vokset op og har haft sin skolegang.
Sin læretid udi tømrerfaget havde han hos det veletablerede og hæderkronede firma ’Løkkeagrene’, der havde hjemadresse i Ørsted gennem årtier.
Siden kom Jacob Skipper en tur omkring Gl. Estrup Gartneri, hvor han tog sig af en del af de opgaver, der hørte hjemme hos en fagmand udi det at arbejde med træ som hustømrer. Som ”gammel” landmand koim han også til at få lidt jord under neglene på gartneriet.
Tiden brugte den unge tømrer til for 10 år siden til at sætte foden under eget tømrerbord – firmaet J.S.- Byg, hvor en af hans kammerater fra læretiden, Karsten Sørensen også kom med ombord og i dag har sit daglige virke som byggeleder.
Tæt på i dagligdagen
»Det er meget centralt, at jeg er tæt på. Mine utroligt dygtige og ansvarsfulde ansatte ved hvem jeg er og de ved, at jeg ikke er bange for selv at give en hånd med ude på byggepladsen, når der er brug for det. Jeg sidder ikke bare og ”gemmer mig” bag et skrivebord hjemme på kontoret.«
Ingen opgaver er for små og Jacob siger aldrig nej til en kunde, der har en opgave, som skal løses.
Corona-tiden har som for mange andre i byggebranchen også været præget af travlhed over hele linjen.
Og den tendens er fortsat, så der ikke er mange ledige stunder for hverken Jacob ellers firmaets 20 medarbejdere.
Større byggeprojekter
Sammen med lokale kompagnoner udi værksætteri, er J.S.-Byg involveret i flere projekter, hvor der er opkøbt ældre huse, der så er revet ned for at bygge nyt.
Større byggeprojekter i Auning-området er også i spil.
Enkelte afsluttet, mens andre er undervejs – blandt andet opførelse af moderne familieboliger på ”KIWI-grunden” på Mølletorvet
Her er Jacob Skipper snart er klar til at afsløre de endelige godkendte tegninger og planer for det særdeles centrale og bynære boligbyggeri.