Bliv klogere på ny kabelforbindelse på Djursland
Djursland Landboforening vil klæde berørte landmænd godt på til at indgå aftaler.
Netselskabet N1 vil etablere en ny kabelforbindelse mellem Moselund og Holbæk på Djursland. Forbindelsen vil påvirke flere af foreningens landmænd, og derfor holder Djursland Landboforening informationsmøde tirsdag den 30. november, hvor muligheder og vilkår for frivillige aftaler drøftes.
Den nye solcellepark ved Estruplund skal tilsluttes det eksisterende elnet. Derfor er Netselskabet N1 lige nu i gang med at undersøge mulighederne for placeringen af en ny 60 kV kabelforbindelse mellem transformerstation Moselund ved Clausholmvej og transformerstation Holbæk ved Langvadvej.
Kabelforbindelsen mellem de to stationer bliver ca. 25,5 km lang og skal etableres i foråret 2022.
Klædt på til aftaler
Etableringen af kabelforbindelsen kommer til at berøre flere af Djursland Landboforenings medlemmer, og forhandlingerne om nedlæggelsen af kabler og aftaler om vilkår og erstatning sker via landinspektørfirmaet Geopartner. Landboforeningen ønsker at sikre, at foreningens medlemmer bliver klædt på til at indgå aftaler på de bedst mulige vilkår, og derfor inviterer Kitte Borup, chef for Jura, Djursland Landboforening og formand Hans Gæmelke til informationsmøde tirsdag 30. november kl. 17 på landbocenteret i Følle.
På mødet vil Kitte Borup drøfte aftalerne og erstatningsvilkår med de berørte lodsejere, herunder fravigelse af gæsteprincippet og spørgsmål til aftalerne.
Der kræves tilmelding til mødet senest 23. november.