Politiet forhindrede Raveparty i Ebeltoft
Forløb uden tilladelser til arrangør endte med, at politi og brandmyndigheder kommanderede raveparty stoppet inden det kom i gang.
Det her er fortællingen om vidt forskellige opfattelser af hvad der skete, da seks personer besluttede sig for at arrangere et raveparty indendørs i hallen ved Grobund, tæt på færgelejet ved Ebeltoft en fredag og lørdag i starten af november.
En af de seks arrangører, Kristian Absalon Vatnhamar, mener at både politiet og Syddjurs Kommune bevidst har forpurret og trukket sagsbehandlingen i langdrag, for at undgå at der skulle holdes et raveparty med technomusik med forventet 3-400 gæster. Det har betydet et samlet underskud på 180.000 kroner, som de seks arrangører nu hæfter personligt for.
Modsat mener Østjyllands Politi ikke, at arrangørerne har hørt godt nok efter, og at man flere gange har bedt den nystiftede forening om at få orden i flere mindre tilladelser og forhold og bedt dem kontakte kommunen.
De seks arrangører havde lejet sig ind på Grobund for at holde et raveparty. Grobund som forening har kun lagt lokaler til.
Jeg ville ønske at arrangørerne havde kontaktet os langt tidligere. Det kunne have været en ide at få professionel hjælp til det. Det er komplekse forhold vi har med at gøre, når vi taler om en industribygning der skal bruges til så anderledes et formål.Britt Mogensen, Syddjurs Kommune.
De rammer min ære
»Jeg er vred og sur lige nu. Og så føler jeg at de her folk rammer mig på min ære og lovlydighed,« siger Kristian Absalon Vatnhamar, der sammen med fem andre i september stiftede en forening, hvis formål er at arrangere foredrag, fester og festivaler med og om elektronisk musik.
Hensigten er at vise, at man godt kan høre elektronisk musik uden nødvendigvis at være på stoffer, samt at give musikken en ekstra dimension med foredrag af blandt andet healere, massører og andre, der via meditation og alternativ livsstil kunne give andre valg, mens man festede.
Derfor tjekkede han flere hjemmesider, herunder Syddjurs Kommunes, hvor han udfyldte en formular om brandsikkerhed i starten af september.
Og han ringede til Østjyllands Politi for at høre, hvad han skulle gøre for at holde et lovligt raveparty. Ifølge hans opfattelse fortæller en kontoransat, at man i første omgang ikke mente, at det var nødvendigt med en arrangementstilladelse. Det opdagede han først senere i september, da politiet igen tog kontakt til ham.
»Det kan jo ikke passe, at man ikke kan stole på, hvad der står på hjemmesiderne og at man ikke kan stole på den rådgivning man får fra begyndelsen af, lyder hans anke.
»Jeg ville ønske at det stod meget tydeligt på hjemmesiden, at hvis man arrangerede større indendørs arrangementer, så skulle man ringe direkte til kommunens afdeling.«
Han fortæller, at han har søgt en del informationer på flere hjemmesider og derfor ikke kontaktede kommunen direkte. Han regnede med, at kontakten var etableret gennem den elektroniske formular.
Ansøgning ligger
Det var den sådan set også, men først i løbet af oktober sender Brand og Redning ansøgningen videre til Syddjurs Kommune. Brand og Redning har også en sagsbehandlingstid, men det rykker først, da Kristian Absalon Vatnhamar kontakter Brand og Redning for at høre til sagen.
Kommunens folk havde få dage forinden opdaget, at der var et arrangement på vej i den kæmpestore tidligere fabrikshal.
»Vi bliver gjort opmærksom på det af Østjyllands Politi og indhenter viden hos vores normale kontakter på Grobund for at finde ud af hvad der foregår et par dage før vi modtager ansøgningen torsdag 21. oktober,« siger Britt Mogensen, der er afdelingsleder for Bygning og Landbrug i Syddjurs Kommune.
Det kan jo ikke passe, at man ikke kan stole på, hvad der står på hjemmesiderne og at man ikke kan stole på den rådgivning man får fra begyndelsen af.Kristian Absalon Vatnhamar, medarrangør
Ansøgningen oprettes først om mandagen, på grund af efterårsferien.
Her ligger ansøgningen så indtil torsdag 4. november, indtil en medarbejder griber fat i den, endda en dag før fristen på 10 arbejdsdage er overskredet, pointerer Britt Mogensen.
»Vi kan se, at der mangler oplysninger og at det ikke er nok med en arrangementstilladelse. For der skal en midlertidig tilladelse til at afholde sådanne ting i en fabriksbygning, der er beregnet til andre formål. Og så handler det om brandsikkerhed og flugtveje, samt at der skal indhentes tilladelser til at opbygge konstruktioner inde i hallen,« lyder det fra afdelingslederen.
Komplekse forhold
Der er givet flere midlertidige tilladelser til blandt andet et julemarked og en årlig byggefestival på Grobund.
»Selvom det er lovligt at stille en skurvogn udendørs, så er det ikke nødvendigvis lovligt at stille den indendørs. Desuden er der også et hensyn til naboerne,« forklarer Britt Mogensen om flere af de forhold, som Syddjurs Kommune først går i gang med at undersøge dagen før den første koncert er planlagt.
På det tidspunkt er der allerede solgt 120 billetter til eventet, der hedder ’Anubha -Underground nov. 2021’ på Facebook.
Og i første omgang vælger Kristian Absalon Vatnhamar og arrangørerne at fortsætte med forberedelserne, selvom kommunen kontakter dem torsdag og gør dem opmærksom på de mange forhold der ikke er givet tilladelse til.
Han mener, at han har styr på det. Især fordi han har sat sig ind i lovene og reglerne via internettet. Og fordi han før har arrangeret koncerter på sin hjemegn.
»Vi plejer at have et godt forhold til de personer der opholder på Grobund og de har vores kontaktinformationer. Jeg ville ønske at arrangørerne havde kontaktet os langt tidligere. Det kunne have været en ide at få professionel hjælp til det. Det er komplekse forhold vi har med at gøre, når vi taler om en industribygning der skal bruges til så anderledes et formål,« siger Britt Mogensen fra Syddjurs Kommune.
»Jeg har netop forsøgt at kontakte kommunen flere gange en uge op til arrangementet uden held. Hvorfor kontakter de ikke os direkte, når vi henvender os til dem, men i stedet til kontaktpersoner på Grobund. Det har jo ikke noget med Grobund at gøre, spørger Kristian Absalon Vatnhamar.
Stoppet af politiet
Fredag tropper en patrulje op sammen med brandmyndighederne.
»Vi valgte at besøge fabrikken i løbet af eftermiddagen fredag, da vi ikke var sikre på, om arrangørerne havde forstået vores budskab,« siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Ifølge hans oplysninger, så har flere medarbejdere fra Østjyllands Politi løbende forsøgt at fortælle Kristian Absalon Vatnhamar, at der var forhold der stadig ikke var i orden og bedt ham kontakte kommunen.
»Vi er ikke imod raveparties. Der er nogle regler, der skal overholdes, når man holder så stort et arrangement, og det er uanset, hvilken type fest, der er tale om. Arrangøren blev flere gange i forløbet op til fredag bedt om at skaffe en række forhold i orden,« siger pressemedarbejderen.
Arrangørerne vælger at lukke festen for offentligheden og lukker 100 personer ind i et telt udenfor, hvor man afvikler programmet med en israelsk og to københavnske dj’s. Det samlede tab opgør Kristian Absalon Vatnhamar til at være omkring 180.000 kroner som de seks i bestyrelsen nu hæfter personligt for.
Intim medlemsfest
Festen i teltet bliver intim og rost af en del af deltagerne på Facebook, der for at komme indenfor, får et medlemskab i den nye forening. Den israelske dj bliver endda så opslugt af stemningen og den vibe, som det giver at kigge publikum direkte i øjnene, at han spiller fire timer i stedet for kun en. Han er vant til kæmpestore koncerter.
Kristian Absalon Vatnhamar føler, at han og deltagerne i ravepartyet bliver inkrimineret og mistænkeliggjort.
»Politiet dukker op og truer og til at slette opslaget på Facebook og efterfølgende dukker fire patruljevogne op i løbet af aftenen og de sender endda en drone henover os.
»Det er korrekt, at vi har flere patruljer forbi for at føre tilsyn i løbet af fredagen. Det havde vi, fordi brandvæsnet havde vurderet, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at afholde festen, og fordi arrangørerne ikke havde den fornødne tilladelse. Og vi ville være sikre på, at arrangøren ikke afholdt festen indendørs trods vores anmodninger. Vi ved med sikkerhed, at vi ikke har sendt en drone op,« lyder det.
Den sidste sætning får Britt Mogensen:
»Hvis folkene på Grobund fremover ønsker at afholde den slags koncerter, kunne de overveje at ansøge om at få ændret formålet med bygningen permanent. Så ville det kun kræve en arrangementstilladelse hver gang.«