Fortsæt til indhold

Hjem fra Tanzania med en faglig oplevelse for livet i bagagen

24-årige Emmely Rosendal Birkballe fra Rønde er en af de lærlinge, der har været i praktik i et udviklingsland.

Samfund
gs

Seks landbrugsmaskinmekaniker-lærlinge er netop vendt hjem fra et praktikophold i Tanzania. Udover at være vokset fagligt og personligt, har lærlingene set, hvordan de med deres faglige uddannelse kan gøre en forskel ude i verden. Derfor opfordrer HEG og Ulandssekretariatet flere danske lærlinge til at tage praktik i udviklingslande.

”En megafed oplevelse og dejligt at kunne gøre en forskel.” Sådan lyder det fra den 24-årige landbrugsmaskinmekaniker-lærling Emmely Rosendal Birkballe fra Rønde, efter hun sammen med sin danske lærlingemakker Jeppe Christoffersen har hjulpet en tanzaniansk landmand med at reparere en traktor, som ikke ville starte. Den tanzanianske landmand er dybt afhængig af traktoren, som har holdt stille flere måneder, da ingen kunne reparere den.

Vi løste det, og manden blev så glad, at han inviterede os på frokost.
Emmely Rosendal Birkballe, landbrugsmaskinmekaniker-lærling fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG)

»Vi løste det, og manden blev så glad, at han inviterede os på frokost,« siger Emmely Rosendal Birkballe.

Sammen med fem andre danske landbrugsmaskinmekaniker-lærlinge fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG) har Emmely Rosendal Birkballe de sidste seks uger prøvet sit fag af i helt andre rammer under et praktikophold i Tanzania. Det er Ulandssekretariatet – fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation – der sammen med HEG har arrangeret turen til Tanzania, og det er tredje gang, de sender lærlinge fra Landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsen afsted til Tanzania.

Tænk ud af boksen

21-årige Jonathan Sloth Christensen fra Sabro er også en af de seks lærlinge, der netop er vendt hjem fra Tanzania. Han har været i praktik på en stor sukkerplantage, hvor han har arbejdet side om side med tanzanianske mekanikere og repareret plantagens mange landbrugsmaskiner.

»Det fedeste er at få lov til at se, hvordan de gør det hernede. De kan lære os nogle tricks, og vi kan lære dem nogle tricks, som de måske ikke kendte i forvejen,« siger Jonathan Sloth Christensen.

Under praktikopholdet i Tanzania, har han oplevet at skulle reparere traktorer uden at have adgang til det værktøj og de reservedele, som han ville have mulighed for at bruge hjemme i Danmark.

”Det har lært mig at tænke lidt mere ud af boksen og arbejde selvstændigt med opgaverne,” siger han:

”At komme til Tanzania og prøve at arbejde har simpelthen været en kæmpe oplevelse. Den her tur har givet mig mere selvtillid og lyst til at kaste mig ud i noget lignende igen.”

Gør en forskel i verden

For Ulandssekretariatet er ønsket at vise danske lærlinge, at en erhvervsuddannelse giver mange muligheder både i Danmark og ude i verden.

»Udover at lærlingene lærer en masse ved at komme ud i praktik, så har danske lærlinge også mange kompetencer, som de kan bidrage med i udviklingslandene. Vi vil gerne vise danske lærlinge, at man med en faglig uddannelse i rygsækken kan drage ud i verden og være med til at gøre en forskel. Det gælder uanset, om man som landbrugsmaskinmekaniker, elektriker, kok, pædagog eller SOSU-assistent tager ud og deler sin faglige kunnen og på den måde bidrager til udviklingen,« siger sekretariatsleder i Ulandssekretariatet, Mads Bugge Madsen.

Ulandssekretariatet og fagbevægelsen håber derfor, at endnu flere unge fra forskellige faglige uddannelser vil rejse ud i praktik i udviklingslande de kommende år.