Orange farve skal stoppe vold mod kvinder
Soroptimisterne åbner bod på Torvet i Grenaa.
Lørdag 27. november vil Soroptimist Grenaa International være til stede på Torvet i Grenaa fra klokken 10 – 13 med en bod, hvor der sættes fokus på vold mod kvinder.
25. november er FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.
Mere end 40 soroptimistklubber i Danmark og klubber over hele verden farver i den anledning verden orange. Den orange farve symboliserer en lysende fremtid for verdens voldsudsatte og voldsramte kvinder og er således den internationale farve for FN-kampagnen Stop Vold Mod Kvinder.
Aktionens formål er at støtte op om projekter og gøre hele samfundet opmærksom på dette problem, der også i Danmark rammer rigtig mange kvinder i alle samfundslag.
Soroptimister i Danmark og verden over ønsker at gøre opmærksom på, at mænd og kvinder i alle forhold må stå sammen om at konfrontere og bekæmpe vold. Vi må og skal respektere hinanden og vi skal sikre, at piger og kvinder kan opnå fuld retssikkerhed og kan føle sig trygge i familien og i samfundet. Desværre har udbredelsen af elektroniske medier fået antallet af psykisk vold og trusler om vold til at eskalere, men samtidig ser man i dag, at seksuel vold og chikane på arbejdspladser nu endelig kommer frem i lyset.
Den lokale soroptimistbod i Grenaa vil lørdag 27. november informere om soroptimisternes arbejde lokalt og internationalt og sælge lykkeposer á 20, 30 og 40 kroner. Indtægterne ved salget vil blive doneret til kvindekrisecentret i Aarhus.