Det offentlige forsvandt fra Byvænget i Grundfør

Kan 11 husstande få 45.000 kroner til at strække til de kommunale opgaver, der normalt bliver løst for dem i tre uger. Og kan de snakke sig til enighed om, hvordan pengene skal fordeles? Det var opgaven for de 11 husstande på Byvænget i Grundfør, der sagde ja til at deltage i DR TV’s eksperiment ’Gaden hvor det offentlige forsvandt’.

I tre uger meldte de sig ud af kommunen, og borgerne skulle i fællesskab beslutte fordelingen af de penge, de i samme periode ville have indbetalt i kommuneskat og ejendomsskat. De havde 45.000 kroner at gøre godt med, og for pengene skulle de blandt andet finansiere gadebelysning, renovation, bibliotek, sociale ydelser, plejehjemsplads med mere.

Respekt og mindelighed

I den første udsendelse fik borgerne i mindelighed sat penge af til en stor del af de fælles fornødenheder. Selv om ikke alle umiddelbart var enige om fordelingen, var der respekt for hinandens synspunkter og vilje til at få løst opgaverne – også selv om det ind imellem syntes nærmest umuligt. Næste og sidste udsendelse blev bragt efter avisens deadline.

Sesse Søgaard fortæller, at tv-udsendelserne har kittet det gode fællesskab på Byvænget i Hinnerup endnu tættere.

»I forvejen hørte det sig til, at man hilste på hinanden, men nu hilser jeg med hjertet. Dem jeg hilser på, kender jeg, og jeg kan li’ dem.«

Inden optagelserne var hun lidt nervøs for, om man ville tale sig væk fra hinanden, når dilemmaerne tårnede sig op. I stedet skete det modsatte.

»Vi talte os sammen. Fordi tingene var så konkrete holdt vi op med at mene, at det var et spil. Det blev alvor, og dilemmaerne blev reelle. Folk bidrog og deltog ikke bare, fordi der var TV på.«

Sesse Søgaard har personligt fået en masse ud af at være med. Hun har set, at trods helt forskellige udgangspunkter, kunne man alligevel enes om at løse dilemmaerne, og der var en kæmpe beredvillighed til at give den arbejdskraft, men hver især repræsenterede.

I øvrigt roser hun DR for sin loyalitet og redelighed overfor de borgere, der deltog.

»Det er mange timers optagelser, der er klippet meget, meget dygtigt sammen.«

Nemmere på et fjernt kommunekontor

Helle og Henrik Buch fremhæver den indsigt de har fået i, hvad tingene koster, og hvordan fordelingen er mellem kommunale og statslige ydelser.

Ligesom Sesse Søgaard nævner de også sammenholdet på vejen, som er blevet endnu tættere. I stedet for bare at slynge et hej ud i forbifarten, stopper man oftere op og får en snak, fortæller Henrik. Det har også gjort indtryk på Helle, der for tiden er ramt af stress, at folk viser så fin omsorg for hinanden.

»Vi har nogle meget betænksomme naboer, der kom og bankede på med en gavekurv til mig. Og folk spørger til hinanden. Det at komme så tæt på hinandens problemstillinger, vækker omsorgen for hinanden.«

Specielt Henrik har nydt dynamikken i at finde løsninger i fællesskab. Samtidig har det givet stof til eftertanke i forhold til den kommunale sagsbehandling.

»Dem der sidder på et fjernt kommunekontor og skal sige nej og tage beslutninger, der går imod borgerne, har det da noget nemmere end os, der sidder overfor den, vi skal bidrage til. Det var bare svært.«

»Fællesskabet breder sig«

Undervejs er borgerne på Byvænget begyndt at lave fællesspisninger. Det kom sig af, at en af dem havde vundet fem kyllinger, og med dem blev der lavet fællesspisning, som borgerne så betalte for. Pengene gik ind i puljen til fælles udgifter. Det er man fortsat med, og flere af beboerne på vejen er også begyndt at komme.

»Så fællesskabet breder sig,« konstaterer Sesse Søgaard.

Puljen er der stadig, og pengene er også stadig øremærket til fælles udgifter.