Fortsæt til indhold

Børn hjalp til fordel for Rumænske børnehjem og hospitaler

Stort tak for den store hjælp og alle de fine donationer af tøj og legetøj til børnene i Rumænien, lyder det fra Galleri Art Expo.

Samfund
ka

Donationerne fra børn og deres forældre i Skanderborg Kommune er strømmet ind de sidste fjorten dage og kulminerede i en stor indpakningsaften til fordel for Rumænske børnehjem og hospitaler.

Vi kan desværre ikke modtage flere donationer nu, men vi er dybt taknemmelig for de fine gaver, der blev indleveret.
Sarah Høi

Der blev pakket 532 gaver ind i Galleri Art Expo takket være lokalområdets fantastiske opbakning og 25 friske piger fra Ladies Circle.

»Vi kan desværre ikke modtage flere donationer nu, men vi er dybt taknemmelig for de fine gaver, der blev indleveret. En lokal borger havde gennem sommeren strikket de fineste huer i alle størrelser og farver, en anden leverede en helt kasse med de fineste dukker med navneskilte og små flag og en pose tøj til hver dukke. Børn havde ryddet op i deres bamser og legetøj, og de voksne havde ryddet op i børnenes tøj,« siger indehaver Sarah Høi.

Ikke alle har et værelse

Hun fortæller desuden, at mange børnefamilier leverede færdige, indpakkede gaver, og havde haft en rigtig god oplevelse med at tale med deres børn om gaverne til de Rumænske børnehjem og hospitaler. Samtaler om at ikke alle børn i verden har et værelse med legetøj, eller et værelse overhovedet, og at dette måske var deres eneste julegave, og at nogen børn ikke har en mor og en far.

»Mange familier brugte indsamlingen til at lære sine små glæden ved at kunne glæde andre. Så selvom vi er midt i november, har galleriet emmet af julemagi i flere uger,« siger hun.

Der modtages ikke flere donationer i Galleri Art Expo.