Forestil dig, at de andre på museet er forskellige dyr

På museet kommer en af de ansatte pludseligt hen og foreslår os hviskende, »prøv at lægge jer ned og oplev museet på dén måde«, og så går hun igen. De andre besøgende hører ikke, hvad hun siger. Og så begynder min mand og jeg ellers at drøfte: «Tør vi at lægge os ned midt på gulvet?«. »Hvad vil de andre museumsgæster sige og tænke?«.

Du får ét gæt. Turde vi at lægge os ned? Nej, vi gjorde da ikke. Vi var for pæne, og ville ikke bryde med de mange konventioner, der er for god adfærd på et museum.

Udstillingen, som vi besøgte på kunstmuseet MAMbo (Museo d’Arte Moderna di Bologna), var af den italienske kunstner, Aldo Giannotti. Hans ærinde er at udfordre os på begrebet sikkerhed, bredt funderet. Det vil sige, politisk, samfundsmæssigt, personligt, socialt. Og det første møde i den udfordring var altså kustoden, der udfordrede vores normer for, hvordan man gebærder sig på et museum.

På en tilfældig hylde i en gang står der nogle postkort. Det ene siger: »Forestil dig, at alle de andre museumsgæster er forskellige dyr.« Et andet opfordrer: »Syng din oplevelse af det næste kunstværk for de andre i museet.«

Ad flere omgange blev vores comfortzone (situation eller tilstand, hvor man føler sig tryg og ikke bliver usikker) udfordret. Endnu mere tankevækkende var det, da vi ser nogle værker, som museet i dets kuratering har sat i relation til Covid-19-pandemien, og den deraf følgende markante adfærdsændring, mennesker blev pålagt. Holde afstand. Undgå store forsamlinger. Bliv vaccineret. Bliv hjemme ved symptomer. Sprit hænder.

Alle har nok i større eller mindre grad gjort sig tanker om sundhed og sikkerhed siden foråret 2020, hvor den nye virkelighed bankede på vores tilværelse og hverdag. Aldo Giannotti viser det egentlig meget enkelt: Hvis du isolerer dig fuldstændigt, så smittes du ikke med Corona. Men prisen kan være både ensomhed og afsondrethed fra livet med andre ude i samfundet eller til fællesspisningen på plejehjemmet.

Vi må finde en balance. Vi kan ikke undvære hinanden. Hverken under en pandemi eller i andre situationer. Det har nedlukningen af landet lært os. Og ligesom vi lærte at omgås hinanden på nye måder og tænke anderledes til sammenkomster, og dermed ændrede vores sociale mønstre, så synes jeg, vi skal bruge den mørke vinter på at udfordre nogle af de sociale konventioner og uskrevne adfærdsregler, vi har imellem os. Det er så godt at blive forstyrret og tænke nyt ind imellem. Bare for sjovs skyld.

Tør du mon synge en sang i gågaden? Sætte dig på den forreste bænk i kirken, selvom du ikke er så kirke-vant? Lægge dig ned på gulvet på biblioteket og læse i en bog? Ja, det er lidt skørt. Men besøget på museet i Bologna gjorde noget ved mig, så i år har jeg for eksempel tænkt mig at drille min ægtefælle ved at sige, at den måde vi altid pynter juletræet på, skal laves om. Jeg glæder mig allerede til diskussionen, for »man kan da ikke bare lave om på tingene.« Eller kan man?