Fortsæt til indhold

Velkomstbrunch var en succes

Omkring 100 nye tilflyttere på Mols og Helgenæs havde søndag den 14. november valgt at lægge vejen forbi Tved Forsamlingshus til velkomstbrunch og nyttig viden om Mols og omegn.

Samfund
sas

Stemningen var høj, og snakken gik blandt de fremmødte, da Mols i Udvikling søndag 14. november bød indenfor til nogle hyggelige timer, hvor alle havde mulighed for at blive klogere på lokalområdet, mens de samtidig kunne hilse på en masse andre nytilflyttede familier.

»Det var en rigtig fin formiddag, hvor alle lige fra de lidt ældre til de helt unge børnefamilier fik talt og netværket på kryds og tværs. Udover det sociale aspekt er formålet med arrangementet også at oplyse om Mols i Udviklings mange projekter samt informere om Borgerforeningens arbejde. Og med omtrent 100 gæster, hvoraf 32 familier meldte sig ind i Borgerforeningen, var det nærmest mere, end vi havde turdet håbe på. Så vi betragter det som en stor succes,« siger Ole B. Sørensen fra Mols i Udvikling.

Blandt de modtagne indmeldelsesblanketter til Borgerforeningen blev der trukket lod om ’vildmarksbrunch’ for to voksne.

Gevinsten var udloddet af Karpenhøj Naturcenter.

Foto: Presse