Fortsæt til indhold

Lilla kærlighed i luften: »Vi gør alt, hvad vi kan for de børn«

Det er vigtigt at markere og holde fokus på for tidligt fødte børn, lyder det fra overlæge.

Samfund

Det kunne ses helt til Skåde.

Aarhus Rådhus, Helipad Nord på Aarhus Universitetshospital og det tårnhøje boligbyggeriet Lighthouse var onsdag aften den 17. november badet i lilla lys for at markere Verdens Præmaturdag - eller knapt så sterilt beskrevet, for at ære de børn, som fødes for tidligt.

Der bliver hvert år i Danmark født omkring 4000 børn for tidligt, og det forløb, deres mødre (og fædre og søskende) går igennem, kan både være stressende og sorgfuldt.

Det fortæller overlæge på Nyfødt- og Børneintensivt Afsnit på Aarhus Universitetshospital, Jesper Padkær Petersen, som Lokalavisen Aarhus fanger telefonisk, mens han er til en neonatal-konference i Stockholm.

»Det er en særlig sårbar gruppe, hvor børn og mødre har brug for særlig opmærksomhed. Mødrene har nogle helt anderledes forløb end andre mødre, og det er meget udfordrende, siger han og fortsætter:

»De har, som alle mødre, haft et håb om at føde til terminen, at kunne tage deres barn op og amme det, og at have den meget tætte kontakt, som mor og barn har i starten. Det er i høj grad en symbiose, men den kan man ikke have med et lille barn i en kuvøse.«

Helikopterlandingspladsen på AUH har siden 2017 lyst lille på Verdens Præmaturdag. Foto: Aarhus Universitetshospital

Glædelig udvikling

Børn, der fødes allerede i uge 24 - knapt fire måneder før tid - har kunnet overleve siden slutningen af 1990’erne, men der har været en betydelig risiko for død og svære handicap, oplyser Jesper Padkær Petersen.

I løbet af de seneste 20 år har der dog været en stor udvikling.

»I dag er det over 50 procent af dem, der bliver født i uge 24, der overlever, og det går dem gennemgående godt. De har nogle andre udfordringer, men langt de fleste får normale liv på sigt,« siger Jesper Padkær Petersen.

Der sker tilsyneladende et kæmpe hop fra uge 24 til uge 25. I uge 25 overlever 85 procent af de for tidligt fødte børn på Aarhus Universitetshospital, oplyser overlægen på Nyfødt- og Børneintensivt Afsnit.

Det lilla lys fra 142 meter høje Lighthouse kunne angiveligt ses fra Skåde. Foto: Jen Kejser

Sorg og stress

For de børn, der fødes meget for tidligt, er det typisk en voldsom og pinefuld proces for mødrene.

»Der går måneder, inden de kan overhovedet amme. Det er en stor sorg, og for dem, hvor barnet er i livsfare, er det meget stressede. I mange tilfælde fører det faktisk til posttraumatisk stress. Vi vil meget gerne have etableret den her mor/barn-kontakt, og mor og far skal have mulighed for at blive forældre i alt det her hurlumhej.«

142 meter høje Lighthouse var onsdag aften den 17. november ekstra synlig for at for at ære de børn, som fødes for tidligt.. Foto: Anders Wejse (drone).

Ifølge Jesper Padkær Petersen er for tidligt fødte børn et fokuspunkt på Aarhus Universitetshospital.

»Vi har et hospitalsvæsen, der er meget effektiviseret, og inden for de rammer synes jeg, at vi gør alt, hvad vi kan for de børn,« siger han.

I år sætter Verdens Præmaturdag fokus på vigtigheden af, at forældre og babyer, der er født for tidligt, har mulighed for at være sammen. Et tema, som har fået ekstra aktualitet under corona-restriktionerne.