Borgmester i Sønderborg Kommune indkalder til krisemøde om coronasituation
Sønderborgs borgmester, sundhedschefen samt en række andre nøglemedarbejdere holder fredag morgen krisemøde om kommunens coronasituation.
I Sønderborg Kommune skal borgmester Erik Lauritzen fredag morgen mødes med kommunens direktion og sundhedschef samt en række andre nøglemedarbejdere: Anledningen til fredagens hastemøde er den kritiske udvikling af nye smittetilfælde med coronavirus blandt kommunens borgere.
Det skriver JydskeVestkysten torsdag.
Det ventes, at der på fredagens møde vil blive vedtaget en række tiltag i et forsøg på at bremse smitten.
»Vi ser en markant stigning. Kurven er nu så stejl, at den er næsten lodret. Det er nærmest en raket,« siger sundhedschef Michael Skriver Hansen til JydskeVestkysten.
Muligheden for øgede test af skolebørn skal også drøftes på mødet fredag morgen.
Ifølge JydskeVestkysten er 127 børn i alderen seks til 11 år lige nu smittet med coronavirus og risikerer dermed at videregive smitten til både forældre og søskende.
Der er desuden 82 smittede i aldersgruppen 20 til 39 år og 70 smittede i alderen 40-64 år.
Der er nu i alt 357 smittede i Sønderborg Kommune.
Det svarer til et incidenstal på 485,4 (antal smittede per 100.000).
Rammer en kommune et incidenstal højere end 400 opfodres der til at iværksatte en række tiltag efter vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.