Anders Holch Povlsen i fint selskab: Vinder stor hæderspris for erhvervsbosser
Den Aarhus-bosiddende milliardær og erhvervsmand Anders Holch Povlsen er vinderen af Årets Hæderspris ved Landskåringen af Årets Ejerleder, der blev holdt i Hellerup.
Det går godt for Anders Holch Povlsen. For ejeren af Bestseller-koncernen, som bor på et gods i det vestlige Aarhus og til dagligt kan bryste sig af titlen som Danmarks rigeste mand, kan nu også kalde sig vinder af Årets Hæderspris ved Landskåringen af Årets Ejerleder, som blev afholdt i Hellerup.
Det er femte år, at prisen bliver uddelt og bag prisuddelingen står blandt andre Dansk Erhverv, PwC og Nykredit. Af tidligere vindere af erhvervsprisen tæller store navne som Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen, formand for A.P. Møller-fondene Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og købmand Lars Larsen. Og altså nu også Anders Holch Povlsen.
I begrundelsen bag valget af Holch Povlsen lyder det:
»Ejerlederen har gennem sin flotte karriere sat sit præg på både det danske og internationale erhvervsliv. Anders Holch Povlsen har været med til at sætte en række danske virksomheder på verdenskortet og samtidig skabt og sikret et betydeligt antal danske og globale arbejdspladser,« siger Lars Baungaard, partner og markedsleder i PwC, som tilføjer:
»Med sit mod og sin forretningsmæssige dygtighed har ejerlederen opnået massiv vækst i sin forretning og har samtidig haft stor succes med at træde ind på nye forretningsområder. Anders Holch Povlsen er indbegrebet af en sand entreprenør.«
Naturlig vinder
Anders Holch Povlsen er involveret i en lang række af virksomheder. Han er blandt andet ejer og medejer af flere virksomheder i både Danmark og udlandet, herunder betydelig aktionær i Zalando, ASOS, About You, Klarna, WhiteAway, Numis, &Tradition, Normal og Nemlig.com.
Men den primære forretning, som Årets Hædersprismodtager står bag, er Bestseller, som blev etableret af Anders Holch Povlsens far tilbage i 1975. Men allerede som 19-årig deltog den nuværende chef på bestyrelsesmøderne og blot som 28-årig overtog Anders Holch Povlsen ledelsen af virksomheden med en omsætning på cirka 3 milliarder kroner, som i dag er vokset til hele 26,4 milliarder. kroner.
Vi har at gøre med en ejerleder, der har gjort utrolig meget for det danske samfund. Anders Holch Povlsen beskæftiger 4.000 medarbejdere i Danmark alene og over 13.000 i udlandet. Han gør en forskel på så mange måder, og derfor er han en naturlig vinder af Årets Hæderspris, som vi fortjent hylder.Brian Mikkelsen, direktør Dansk Erhverv.
Hos Dansk Erhverv, som også har været med til at kåre vinderen, ser man stor grund til at fejre den nykårede Hædersprismodtager.
»Vi har at gøre med en ejerleder, der har gjort utrolig meget for det danske samfund. Anders Holch Povlsen beskæftiger 4.000 medarbejdere i Danmark alene og over 13.000 i udlandet. Han gør en forskel på så mange måder, og derfor er han en naturlig vinder af Årets Hæderspris, som vi fortjent hylder,« siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, og ønsker tillykke med prisen.