Madspildsprojekt i Knebel ud over landets grænser
Litauen og Hviderusland får inspiration fra SFOF Djursland til at begrænse madspild.
Socialistisk Folkeoplysningsforbund Djursland (SFOF) har igennem det seneste år samarbejdet mellem to forbrugerorganisationer i Litauen og Hviderusland om at begrænse madspild. Et projekt der er støttet af Nordisk Ministerråd.
Oprindeligt skulle projektet starte med, at de to parter skulle besøge Danmark for at se på forskellige madspildsprojekter. Grunden til det var, at vi i Danmark er nået et godt stykke vej med at begrænse madspild og det er et aktuelt fokusområde i offentligheden, og i Litauen og Hviderusland er man ved at starte op med at lave kampagner for at begrænse madspild, fortæller Eva Dragheim, der er formand for SFOF Djursland, i en pressemeddelelse, og hun fortsætter:
»Af de tre lande er Danmark det land, der har det største madspild, men vi er så dem, der har været i gang at stykke tid for at begrænse madspildet.«
Det er blevet til en stor arbejdsopgave for os med forbrug af mange timer, men vi håber, at indsatsen vil bære frugt i Litauen og HvideruslandEva Dragheim, formand for SFOF Djursland
Besøget i Danmark har ikke kunnet gennemføres, dels på grund af coronaen og dertil de politiske problemer der er med Hviderusland, hvor borgerne ikke ville kunne få udrejsetilladelse til Danmark.
Dialog via Teams
I stedet for besøget i Danmark har SFOF Djursland prøvet at illustrere, hvordan madspild reduceres i Danmark.
• Undervisningsministeriets vejledning i madkundskab i folkeskolen er blevet oversat.
• Der er udarbejdet en lærervejledning for folkeskolens ældste klasser i madspild, hvordan man begrænser det og, hvad madspild betyder for klimaændringerne.
• Der er lavet beskrivelse af, hvordan projektet Madspildsprojektet ”Skraldecafeen” i Århus fungerer.
•Forskelligt materiale fra organisationen ’Stop Madspild’ er blevet oversat.
»Som det sidste vil vi i næste uge optage en videofilm om Madspildsprojektet i Knebel, og om hvordan man kan oprette et lokalt madspildsprojekt,« siger Eva Dragheim videre.
SFOFs kontakter med parterne er sket via Teams møder og på engelsk, og partneren fra Litauen har så oversat det videre til russisk. Der har været afholdt en videokonference mellem unge fra de tre lande om, hvordan de ser på madspild og, hvad de selv gør og, hvad de mener, deres nationalstat burde gøre.
»Det har været meget lærerigt for os, selv om der var mange forhindringer på grund af corona og politiske forhindringer. Det er blevet til en stor arbejdsopgave for os med forbrug af mange timer, men vi håber, at indsatsen vil bære frugt i Litauen og Hviderusland,« slutter SFOFs formand, der håber, at studiebesøget i Danmark kan gennemføres senere.