Vinbonde, kældermester og historiefortæller: Mulig midtvejskrise fik sygeplejerske til at skifte kurs

Simon Hedegaard står og bakser med et varmeapparat inde i gårdbutikken ved siden af vineriet - en gammel hestestald, der blev renoveret, da han og hans kone købte gården i 2005 for at dyrke vin.

Der er koldt herinde - hvidvinene, der ligger i spænd på en træreol langs væggen, må have den helt perfekte temperatur. Rødvinen, der ligger ved siden af, skal nok parkeres et par timer i stuen, før den kommer til sin ret.

Så snart apparatet makker ret, byder han på et glas vin eller en kop kaffe. Bilturen hjem bliver udslagsgivende, og snart damper sort kaffe fra hvide kopper.

Det første glas

I midten af 00’erne sadlede den nu 63-årige Simon Hedegaard om. Han gik fra at være sygeplejerske i psykiatrien på fuld tid til at købe gården i Skødstrup, plante stokke og blive vinbonde. Sygeplejen har han holdt fast i, men timerne er der blevet justeret på.

»Jeg plejer at sige, at jeg er sygeplejerske i min fritid,« siger han.

»Når man har med mennesker at gøre, der har en psykisk sygdom, er det vigtigt at være mentalt i balance. Ellers kan jeg ikke gøre mit arbejde ordentligt.«

Men hvordan kom du på, at du ville være vinbonde?

»Den mest ærlige historie er, at jeg for nogle år siden skulle til at blive 50 år. Og jeg blev angrebet af den forfærdelige tanke, at jeg næsten ikke kunne blive klogere,« svarer han.

Det er ikke kun apparatet, der varmer butikken op. Simon Hedegaard er en lun, lattermild herre. Han gestikulerer med hænderne som led i de historier, han fortæller, og tager jævnligt brillerne af og på.

»Så for at komme overens med selvtilstrækkeligheden, måtte jeg gøre noget.«

Løsningen blev at plante en hektar med druer, der i dag tæller 3.000 stokke.

»Hvis noget skulle vokse her, måtte jeg acceptere, at jeg ikke havde forstand på det. Jeg prøvede, men da det gik helt galt, måtte jeg spørge folk til råds,« fortæller han og fortsætter.

»Jeg opdagede, at mange mennesker har noget at byde på. Og jeg kunne blive beriget af det. Så selvtilstrækkeligheden har jeg fået brudt lidt. Og fået rigtig mange store gaver tilbage af det,« siger han.

Et par år efter, da stokkene bar frugt, kunne han smage på det første glas rødvin.

»Det første glas var svært at få ned, det andet glas var også skidt, det tredje kunne jeg næsten nyde, det fjerde – ja, dér er det jo lige meget,« siger han og klukker.

Hans mål blev, at det første glas skulle smage godt. Det lykkedes i 2010, hvor øvelsen gjorde mester.

Historiefortælleren

Der er flasker i alle tænkelige størrelser i gårdbutikken. Julesnaps i små æsker, brændevin med agern og valnød hældt i glas formet som dødningehoveder, vin i stakkevis. Og i midten af rummet står der et lille rundt bord med smagsprøver og en gul vase til efterladte sjatter.

Og så er der portvinen, hvor samtlige mærkater er rettet med en kuglepen, så der står pårtvin i stedet.

»Man må kun lave portvin i Portugal. Jeg laver omkring 300 flasker portvin om året, og det vil jo i den grad kunne lægge den portugisiske eksport ned,« siger han og finder en af de høje, tynde flasker frem.

»Så for at være på den sikre side, ringede jeg til Margrethe Vestager nede i Bruxelles. ”Uha Simon, det er godt du ringer,” sagde hun. ”Jeg indkalder vinlandene til møde, og så ringer jeg til dig.” Da hun ringede tilbage, sagde hun: ”Der er tilladelse til at kalde det portvin med ’å’. Og det gik portugiserne med til.” Det er ganske vist,« afslutter han røverhistorien på bedste H. C. Andersen-manér.

Langs endevæggen hænger der forskellige hatte på skrå søm; alle med et lille skilt såsom ’Historiefortælleren’, ’Ønologen’ og ’Kældermesteren’. ’Ledergruppen’ står der over dem.

»Det med at lave vinene er tre forskellige fag. Der er bondemanden i marken, ønologen, der fremstiller vinen, og kældermesteren, der blander og smager og vurderer, hvornår den er bedst.«

Simon taler længe om ledergruppen, inden han afslører historiens klimaks.

»De hedder alle Simon. Ja, det er mig,« svarer han muntert til det forvirrede blik, der møder ham.

»Det med at blive bedraget, det gør ikke så meget. Bare det bliver forløst på en kærlig måde,« siger han så og rejser sig for at tage historiefortællerhatten på.

»Jeg gør rigtig meget ud af historie. Hvis du kigger på skiltene - det er jo håbløst dyrt med 200 kroner for en flaske. Så når folk kommer ind, får de smagsprøver og historier. Én del historie og oplevelse, én del vin. For mig følges det ad.«

Varme lande, kolde nord

Små, enkelte klaser hænger stadig på stokkene ude i markerne. De ligner efterhånden rosiner mere end druer. De grønne druer blev høstet i midten af september, de blå tre uger senere. 2.500 flasker er et godt år. 300 er skidt.

»Det hele afhænger af ham deroppe,« siger han og peger op.

»I Australien og Chile kan man stort set designe den samme vin år efter år, det kan vi ikke her. Det er charmen ved det. For det er jo naturen, det hele bliver skabt i, og den er godt nok omskiftelig! Så det er en væsentlig opgave for mig at kunne aflæse den. Det går vinbonden højt op i,« siger han og kigger kækt over de sorte brillers kant.

Run Forrest, run!

Hvorfor blev det lige vin, der skulle gøre noget ved selvtilstrækkeligheden?

»Mange køber sig en motorcykel, men dem er jeg pissebange for. Det skulle være noget, der gjorde, at jeg holdt benene på jorden,« siger han.

»Kender du Forrest Gump? Da han røg ud i en krise i sit liv, begyndte han at løbe. Folk spurgte ham hvorfor. ”I just felt like running,” svarede Forrest. Han følte, det var det, der skulle til.«

»Det er godt mentalt for mig. På samme måde som det var godt for Forrest at løbe. Det har været min måde at komme på den anden side af noget, der virkede uoverkommeligt. Og det, synes jeg i hvert fald selv, er lykkes.«