Fortsæt til indhold

Fotos: Juletræstændingerne lyste op i Ebeltoft

Hele tre juletræer blev tændt af julemanden og hans følge af vægtere, nissebande-musikere, samt nissemor og nisserne.

Samfund

Hele tre juletræer blev lørdag tændt rundt om i Ebeltoft.

Det første træ blev tændt på Trafikhavnen, efter at julemanden ankom i den røde veteranbrandbil fra Ebeltoft Brandvæsen, eskorteret af to vægtere og Nissebanden, der til daglig er et jazzband, men nissehuerne snød nok de fleste børn denne lørdag.

Vel ankommet til Trafikhavnen hilses der på de måbende børn. Foto: Kian Johansen

Her voldte tændingen dog problemer, kunne de godt 300 fremmødte børn og voksne konstatere.

De fleste og de mindste børn gyste, mens de voksne smilede overbærende.

Til alt held overtalte julemanden, nissemor og de små nisser alle til synge med på et par julesange og et par modige børn og voksne dansede da også om træet, inden pærerne på træet lyste for alvor.

Gysende børn kunne se, at lyset slukkedes i juletræet ved Trafikhavnen. Der kom heldigvis strøm i igen. Foto: Kian Johansen
"Hej, vi er kommet for at tænde juletræet, vil I hjælpe til," lød det fra julemanden. Foto: Kian Johansen

Torvets vekselstrøm

Derefter gik det i spredt flok op til torvet, hvor brandbilen endnu en gang kunne transportere de rødklædte nisser, nissemor og julemanden behørigt over de toppede brosten. Vægterne vogtede og Nissebanden (jazzbandet, red.) jammede julesange så hverken banjoen eller tubaen var tør bagefter.

På Torvet blev der talt både tysk, aarhusiansk, nordjysk og helt almindeligt ebeltoftsk blandt de fremmødte.

Nissebanden er til daglig et jazzband. De jammede julesange så hverken banjoen eller tubaen var tør bagefter.Foto: Kian Johansen
Det gamle Rådhus lagde kulisse til én af lørdagens tre juletræstændinger i Ebeltoft. Foto: Kian Johansen

»Jeg tror det er fordi der er vekselstrøm i Ebeltoft,« proklamerede julemanden, da der igen var knas med lysene på torvets juletræ.

Igen gyste de fleste og de mindste børn, mens de voksne smilede overbærende.

Heldigvis virkede tricket med et par julesange igen og både klapvogns-forældrene og børnene kunne ånde lettet op.

William i blåt var meget interesseret i juletræet på torvet. Både julekugler og træets indre blev undersøgt af purken. Foto: Kian Johansen

Da slikposerne blev uddelt og julekonkurrence-kuponer blev indsamlet i julemandens sæk, kunne både Ebeltoft Handel og børnenes forældre igen ånde lettet op. For nu var børnenes aften reddet og måske var der en gave til de voksne nede ved Fregatten Jylland.

Endnu engang dannede vægtere, nissebande og rød brandbil med julemandens familie, samt enkelte børnefamilier, en kortege gennem byen, for at nå vandet for anden gang.

Kortegen bevægede sig gennem Ebeltofts gader for at nå fra Torvet til Fregatten Jylland. Foto: Kian Johansen

Lysende fregat

Museet ved Fregatten åbnede portene og ind strømmede det med voksne og børn, der igen kunne se et juletræ blive tændt. Men også Fregatten Jylland kunne lyse novembernatten op, indhyllet med lys i toppen.

Derefter blev der igen sunget julesange og trukket lod om de rare gaver, sponseret af byens handlende.

Skide være med juletræer, julemand og julegodter. Bare kast mig op i luften en gang til, far. Foto: Kian Johansen
Mon ikke samtalen med julemanden kan huskes et par år frem. Foto: Kian Johansen

Denne gang virkede lysene altså første gang, så vi må konstatere, at Fregatten Jylland er heldigere stillet med strøm, end resten af Ebeltoft by.

Alt dette lysknas gik heldigvis henover børnenes hoveder, for det hele endte jo godt her op til jul.

Ja da. Det gik godt, syntes julemanden at signalere. Foto: Kian Johansen