Fortsæt til indhold

Fjernvarmen bliver billigere i Nimtofte

I mange år har fjernvarmen været dyr i Nimtofte. Nu sænker de prisen markant sideløbende med, at energipriserne stiger voldsomt i resten af landet.

Samfund

Nimtofte og Omegns Fjernvarme Forsyning, (NOFF) sænker prisen med 22 % for 2022. Prisen har dog også været høj. Rigtig høj. Ifølge Forsyningstilsynets prisstatistik pr. 1. januar 2021 så havde Nimtofte den med afstand højeste fjernvarmepris for et 130 kvadratmeters hus – på landsplan.

»NOFF´s fjernvarmepriser har i mange år været meget høje. Vi har længe slæbt os op ad bakken, men nu har vi nået toppen og kan begynde en mere behagelig nedtur,« udtaler NOFF’s bestyrelsesformand, Carsten K. Bryrup, i en pressemeddelelse.

Lige omtrent 2000 kr. var prisen højere i forhold til næste forsyningsselskab på listen, men det kommer altså nu til at ændre sig markant fra det nye år. Det sker samtidig med, at øvrige energipriser er på himmelflugt.

Målet er nået

I foråret meddelte bestyrelsen på generalforsamlingen i, at man arbejdede på en omfattende plan om, at nedsætte priserne. Bestyrelsens målsætning var en sænkning af priserne med 25 %.

»Hele processen er nu gennemført, og resultatet blev 22 %. Når man husker at pristallet i løbet af 2021 er steget med 3 %-point samt de stigende elpriser, så må det betragtes som at være nået i mål,« lyder det videre i pressemeddelelsen.

Baggrunden for prissænkningen er dels en omlægning af flere lån, dels en forlænget afskrivning fra i alt 25 år til i alt 30 år. Dette sammenholdt med, at NOFF’s varmeleverandør Brdr. Thorsen Varmeværk I/S har været igennem en tilsvarende proces, har ført til det endelige resultat.

For et standardhus betyder dette en årlig besparelse på kr. 5.839,00. Den faktiske besparelse for den enkelte forbruger vil ifølge NOFF være på mellem 19 % og 25 % afhængig af ejendommens størrelse og energibehov.