Hinnerups ældste kor får ny formand
Den fjerde formand på 43 år
Efter 17 år på posten stopper 81-årige Inge Vejby Møller som formand for Hinnerup Koret. Koret, der blev grundlagt i 1978, er et af Favrskovs ældste kor.
Inge Vejby Møller har været medlem af koret siden 1982 og fortsætter i koret som almindeligt medlem. Ny formand bliver Karna Bloch Atkinson, bosiddende i Hinnerup og tidligere lærer på Haldum-Hinnerup skolen.
»Inge og jeg er begge vokset op med korsang i skolen og selvom der er 30 års forskel mellem os, så deler vi glæden for korsang,« fortæller Karna Bloch Atkinson.
Karna Atkinson fortæller i en pressemeddelelse, at hun har stor respekt for Hinnerup Korets historie, og vil gøre sit bedste for at videreføre det gode arbejde, som Inge har gjort. På trods af korets 43 år lange historie er Karna Atkinson den blot fjerde formand.
Koret har i dag 25 medlemmer, som mødes hver torsdag på Rønbækskolen i Hinnerup og ledes af Alexander Damsgaard. Han leder også det anerkendte aarhusianske kor, Clemens Knejterne.
Tilbage til rødderne
Efter flere år med fokus på andre fritidsaktiviteter, fortæller Karna Atkonson at hun er tilbage til sine rødder, nemlig musikken og korsagen.
»Når man som barn og ung har oplevet at stå med 350 andre skolebørn og sunget, så er det en oplevelse man gerne vil genopleve.«
Korets bestyrelse består tillige af Kirsten Winkler, Trine Winkler, Anna Brandt og Yvonne Timmerman.